FEMOGTYVENDE SØNDAG EFTER TRINITATIS

MATTHÆUS KAP 24 V. 15-28

 BØN:

Gud. Kom til os, når verden går under. Hold os fast i dit håb, når alting vakler.

Amen. 

PRÆDIKENEN:

På onsdag har vi i Jerslev sogneaften om Kirken og den urolige verden. En aften hvor vi sammen skal fundere over de voldsomme begivenheder, der er er rykket stadig tættere på os.

11. september som er en del af verdenshistorien nu, bomberne i London – og alle naturkatastroferne: Tsunami’en og nu også jordskælvet i Pakistan.

Den aften skal vi tale om, hvad det er kristentroen har at sige os i alt det, hvordan vi kan læse og måske drage nytte af Biblens tekster.

Og det evangelium vi har hørt i dag springer jo lige ned midt i det. Det handler om ødelæggelse, ufred, vold, vederstyggelighed, trængsler.

Dommedag – de sidste tider.

Hvad er det egentlig for en forestilling, den med dommedag? Og hvorfor spiller den sådan en stor rolle for mennesker.

"Dommedagsprofetier" siger vi, når nogen med skrækindjagende billeder udmaler for os, hvordan det ene eller andet tegn i vores tid i verden er begyndelsen til enden, er verdens sidste krampetrækninger, før det hele går under.

Og det er lige præcis, hvad det er - dommedagsprofetier. Alle kulturer til hver en tid rummer forestillinger om, den dag verden går til grunde, og at det da vil ske i et kaos af ufred, naturkatastrofer og voldsomme begivenheder.

Når det lakker mod verdens ende, så er det tid for dommens dag, og så er det virkelig svært at være menneske.

Det er også verdens ende, der bliver talt om i den tekst, vi har hørt som evangeliet i dag, Jesus taler til sine disciple om, hvordan de sidste tider er.

Han bruger ord og billeder som den jødiske profettradition har givet ham i munden, blandt andet ting han har hørt eller læst hos profeten Daniel.

Han har sammen med disciplene været i templet, og da de beundrer den smukke og bastante stenbygning, taler han til dem om hvordan denne store, tilsyneladende urokkelige helligdom - som for dem er symbolet på alt hvad de ærer, alt hvad der står fast i denne verden - ikke engang skal blive urørt tilbage, når verden går af lave.

De der hørte Jesus, så på templet og følte på den ene side, at det var helt umuligt og urimeligt at sådanne ting kunne ske.

Men samtidig vidste de, at Jesus rørte ved en dyb sandhed, for de behøvede ikke tænke langt tilbage for at komme i tanker om grumme ting der skete.

Og siden når krige og ufred har ført til, at mennesker og hellige steder blev skændet, har folk i deres hjerter når de læste evangeliet kunnet føle, at det der overgik dem, var en parallel til det Jesus talte om.

Og man hentede styrke til at bære det ubærlige ved at forstå ulykkerne som tegn på de sidste tider, som tegn på verdens sidste krampetrækninger, før Herren ville komme med fred og glæde.

Det at det voldsomme, ubærlige, verdens opløsning var forudsagt og omtalt af Jesus selv, gjorde, at der midt i kaos var noget der stod fast, at der var én at klynge sig til, én at håbe på.

Det er jo et billedsprog og en horisont, der kan føles langt væk fra os, det der udtrykkes i dagens evangelium.

Og så alligevel. De voldsomme begivenheder der finder sted rundt omkring i verden, rykker på mange måde tættere og tættere på Danmark i denne tid. Verdenshistorien gør os eftertænksomme og der tales meget om terrortrussel og vi fyldes af rædslen fra de store naturkatastrofer og menneskers ubehjælpsomhed overfor dem.

Jesus talte i sin tid til sine disciple om konkrete trængsler og trusler. Han vidste, at de der besluttede, at slutte sig til ham levede livet farligt, han vidste at landet var besat, og at der var fare for, at før eller siden ville jødernes helligste sted blive vanæret.

Han vidste at livet for hver enkelt af dem, han holdt af, kunne komme til at tegne sig som kaos og forfald og ødelæggelse, og det kunne og ville han ikke gå let henover

Han ville i stedet ruste sine disciple så de kunne stå fast og orientere sig og ikke lade sig blæse omkuld midt i alt det værste.

Advarslen mod falske profeter og falske Kristus-er, mod ikke at lade sig forvirre og sende fra den ene til den anden, udspringer også af dette ønske om, at disciplene skal kunne orientere sig mod den ene rette hjælp midt i al modstrid og forvirring, midt i smerte og kamp.

Og det er det ord, der også har ærinde til os i dag. Jesus taler ganske rigtigt om at verden, hele verden, din og min verden, vil gå under.

Men det er jo noget som vi på en måde allerede godt ved eller erfarer, blandt andet gennem de ting der ryster vores verdensbillede i dag, hvis ikke det er noget vi har oplevet personligt, når vores verden brød sammen af forskellige grunde.

Så det vigtige i det Jesus siger, er ikke hans tale om at dommedag kommer, det vigtige er at han fortæller os at Guds rige er nær os.

Og at det altid bryder igennem til os trods undergangen, midt i undergangen – så er der altid noget andet at sige også.

Og det er her, vi kan finde trøst i dagens evangelium, som mange af vore forfædre har gjort det, når verden var ubærlig.

At det voldsomme, ubærlige, verdens opløsning var forudsagt og omtalt af Jesus selv, det har noget vigtigt at sige til os, fordi det betyder, at der midt i kaos er en der ser os og har hånd om os, også i det.

At der er noget, der står fast, når verden vælter.

Jesus Guds søn, han hvis komme til verden, vi nu skal til at forberede os på at fejre – han var så meget andet end det lille skrøbelige barn, vi alle siger velkommen til med stor glæde juleaften.

Han er den der kan rumme, at vores verden er så skrøbelig som den er, han er den, der står ved siden af os og giver os mod, tro og retning.

Amen.

Til sidens top