Jerslev-Hellum-Mylund sogne

Til forsiden

Kalender -det sker

Historie

 
 

Seneste Nyt

Kontoret

Adresseliste

Links

 

KIRKEN
Gudstjeneste
Dåb
Konfirmation
Bryllup
Begravelse
Præsten
SOGNELIV
Koncerter og Kunst
Børne-Ungdomskor
Spejder
Kirkekor
Kirkeligt Samfund
Litteraturkredsen
Besøgstjenesten
SOGNE
Historie
Menighedsråd
Kirkegårde
Diverse
Arkiv

Nyt fra gamle dage  

  1. Præster i Jerslev kirke

  2. Synsvidne af Jerslev Herreds ting

  3. Peder Dyrskjøt

  4. Spøgelseshistorie

  5. Jerslev kirkes gamle præstegaard

  6. Regulativ for ansættelse af Kirkebetjente

  7. Landsbydegnen Thøgersen

  8. Læserbrev vedr. kirkens istandsættelse 1924

  9. Fra den gamleProtokol: Lidt af hvert

  10. Fra den gamle protokol: Altertavlen

  11. Fra den gamle protokol: Om mindesten og gravsteder

  12. Ny kirkegaardsjord indvies

  13. Inger Dal 

  14. Sterup Missionshus

  15. Fra Vendsyssel til Oregon.

  16. Jerslev   Sterup   Flyvbjerg    Klæstrup    Svennum   Langthjem Mose

  17. Alle veje fører til Jerslev

  18. Præst måtte betale til en hjælper han aldrig fik og en kirke han aldrig så

  19. Jerslev kirkes krucifiks

  20. Altertavlen

  21. Johannes Krags alterbillede til Jerslev kirke

  22. Kirkeskibet

  23. Døbefonten

  24. Hjælp, orglet synker

  25. Organisten og læreren Anker Kaalund

  26. Før kirken fik blev orange og blå

  27. Der er Gudstjeneste på søndag...

1. Præster i Jerslev kirke

Følgende liste over præster i Jerslev er udarbejdet efter oplysninger, bl.a. fra  »Optegnelser om Vendsysselske Præstefamilier før ca. år 1700« og Historisk sognekort. Om de første årstal kan der måske herske tvivl.

Sognepræster i Jerslev

Hr. Niels Pedersen 1520
Jens Kristensen Mørk 1537
Jens Jensen Mørk 1556
Kristen Nielsen 1584
Thomas Kristensen Mumme 1609
Søren Thomsen Galskjøt 1625-1639 
Lavrids Jensen Bjørn 1640-1684 
Frederik Johansen Boysen 1684-1699 
Henrik Petersen Klein 1699-1734 
Jacob J. Holm 1734-1777 
Jacob J. Holm (provst) 1777-1805 
C. F. S. Bjørn (provst) 1805-1816 
Hans Riber 1816-1859 
C. A. Jansen 1859-1874 
J. A. Sørensen 1874-1900 
A. F. Pommerencke 1900-1923 
P. C. Fredsted 1923-1940 
Tage Møller 1941-1955 
N. F. Lygaard Sørensen 1956-1959 
Otto Bertelsen 1959-1971 
P. W. Glasius 1972-1988 
Niels Jacob Carstens 1988-1992 
Hanne Svensmark 1993-2007
Ann Sofi Lægsgaard Andersen 2008-

I gammel tid fik en præst ofte embede ved at gifte sig med den stedlige præstekone, hvilket også ses at have været tilfældet i Jerslev.
Om Jens Kristensen Mørk siges bl.a., at »Hans Bibliotek blev o. 1553 optalt af Oluf Chrysostomus til 18 Bøger, samme betydelige Antal som Præsterne Chr. Mørk i Hammer og Niels Mørk i Ingstrup havde.

2. Synsvidne af Jerslev Herreds ting  

 Jerslev kirke 

Synsvidne af Jerslev Herreds ting 1635 (jfr. Jyske Samlinger I, IX, 35 f.).

4 mand afhjemlede, at de havde synet kirken og set, at der var 21 stoledøre på begge sider nedenfor kirkedøren, som er »farlamme« (forfaldne) og 7 døre var ganske borte. Kirkemurene var forfaldne, og på taget ville reparation af blyet koste 300 daler.
Der manglede en stålklinke og en bom til søndre stente samtlænke til bommen. Tårnet var forfaldent på østre side og nordre hjørne fra klokken og østpå.

Det store kirkeloft fra »den store tavl« og øster på til prædikestolen var »farlam, uduelig og forrådnet«; Korskirkens Loft var meget farlam, og kirkegårdsporten var væk. Kirkegårdsdiget skulle istandsættes med sten og sand på nordre side. Gradualet (messe bogen) var »ganske sønder og fordærvet, så hun slet tjenlig er at bruge«. En lille kalk og disk at bruge til syge folk, som blev bortstjålet i fjendernes tid (1627-29) skulle endelig skaffes.

Vendsysselske årbøger 1947-48.

3. Peder Dyrskjøt.   

Mindestenen, der står ved foden af I Kirkebakken i Jerslev, er rejst til ære for den lærde bonde, Peder Dyrskjøt, der først i 1690'erne flyttede til Jerslev sogn, hvor han kom til at bo i Kner eller Knerø, en forlængst nedlagt gård, der antagelig er lagt ind under Huult, som P. Dyrskjøt også ejede.

Georg Østergård fortæller i en levnedsskildring af Peder Dyrskjøt (trykt i Vendsysselske årbøger 1925) I bl.a.: Ikke længe havde Peder Dyrskjødt boet i Jerslev, før Biskop Jens Bircherod i Aalborg fik opspurgt, at der i Jerslev fandtes en mand (Dyrskjøt), der ligesom han selv havde historiske interesser. Han satte sig i forbindelse med Dyrskjøt,og resultatet blev. bl.a. en livlig brevveksling. 

Når biskoppen kom til Jerslev på Visitats, gav Peder Dyrskjøt gerne møde i præste- gården. I sin bekendte. dagbog skriver Biskoppen under den 6. sept. 1702, "at efter jeg var kommen fra kirke, havde jeg den navnkundige gamle og døve Peder Dyrskjøt hos mig til sildig Aften og hørte med synderlig Behag hans udførlige Relation om samtlige Dogenter, hvorom jeg ham skriftlig adspurgte. I November måned s.A. takkede Dyrskjøt Biskoppen "for bevist Ære, senest i Jerslev Præstegaard". Mismodig og lidt skamfuld tilføjer han, at det smerter ham, at han ikke fik taget høflig 
Afsked med Biskoppen, men om Aftenen var han bleven "drukken, for jeg er gammel og vag og kan kun lidt Drikke taale", Han var bleven i Præstegaarden om Natten og havde forsøgt at staa op for at tage afsked med Biskoppen, da denne om Morgenen forlod Præstegården, men han var faldet om og havde slået Hovedet og maatte gaa i seng igen. Præsten Henrik Klein havde trøstet ham saa godt han kunde." 


Folkemindeforskeren Svend Grundvig har skrevet om Peder Dyrskjøt "Han var en af sin Tids mærkeligste Mænd, han levede og døde som en Bonde og var skønt "ulærd" en af sin Tids lærdeste mænd ".Mindestenen for Peder Dyrskjøt, der blev rejst af Historisk Samfund for Hjørring Amt og blev afsløret den 26. oktober 1924. Den bærer bl.a. indskriften:
En Bonde brav, en Forsker klog, der Fædres Færd fra Glemsel drog.


Afsløringen af Mindestenen 1924


Kilde: Vendsysselske Aarbøger 1925.
Udgivet af Historisk samfund. 

4. Spøgelseshistorie

En lille spøgelseshistorie, fortalt af den navnkundige Kræn Degn, der var ringer ved Jerslev Kirke i en årrække. Det var, siger fortælleren, min første juleaften i Jerslev 1900. 

Jeg havde tilbragt aftenen i skolen og ville, inden jeg gik i seng, gå over i kirken og sætte salmenumre op til juledags gudstjeneste (der havde været gudstjeneste juleaften). Det var omkring midnat, altså spøgetimen. Der var mørkt i kirken, og jeg måtte gå med et tændt lys, da der ikke dengang var elektrisk lys i kirken. 
Nå, jeg , gik og ordnede salmerne og pludselig hørtes en underlig monoton banken, som stadig gentog sig. Jeg blev lidt sær til mode. "Er der nogen?", spurgte jeg. Intet svar. Igen den samme underlige lyd. Jeg gik lidt rundt i kirken, men kunne intet opdage. I Spøgeri troede jeg ikke på, men alligevel. Jeg gik hjem, men næste morgen tidlig gik jeg derover igen. Her traf jeg så kirkens fyrmester, en gammel gæv vendelbo. Han modtog mig med ordene: "Do ka lieg trow, a fæk min røe luh på i næt, da a va ej å fyer". (At få sin røde hue på er en gammel talemåde for at blive bange). "A høt såen en underlig bånken nier i kåstjerken. 
Det er da sæet, det her". Den gamle var så gået ned i korskirken med lyset og havde lukket en dør op til en af stolene, hvorfra han syntes lyden kom. Pludselig så han i den halvmørke kirke en mærkelig sort skikkelse fare ud af stolen og ned gennem kirken og ud ad døren. 
At det var den, der havde fremkaldt den sære banken; var sikkert nok, for den hørtes ikke mere. De to kirkens folk drøftede spøgeriet og kom til klarhed over, hvad det var.
"Spøgelset" var en hund, som var lukket inde i stolen og havde kløet sig og derved slået benet mod gulvet og således fremkaldt lyden. Tænk, hvis dette ikke var blevet opdaget.

5. Jerslev kirkes gamle præstegaard 

                                                                                         Jerslev gamle Præstegård

Jerslev Præstegård blev indtil 1923 enten bortforpagtet eller drevet af sognets præst.
I 1923, da sognepræst A.F. Pommerencke tog afsked, blev præstegården solgt til Andreas Christensen, Klæstrup, for 55.000 kr. uden besætning. I 1941 afstod han gården til sin søn, Ingemann Christiansen. Bygningerne er i sin tid genopført efter brand. De menes at være 200-300 år gamle. Selve hoved bygningen er en meget smuk bindingsværksbygning med egetræsstolper. Jerslev gl. præstegård ligger midt mellem Jerslev og Klæstrup. Den har i sin tid været en gård på elleve tønder hartkorn, men blev senere udparcelleret til sin nuværende størrelse på ca. 50 tdr. land.

Ved gården findes en park på 1,5 tdr. land. Her findes en række gamle bøgetræer, hvis kroner danner et kønt parti. Foruden landbruget har der været to fiskedamme og en lille vandmølle ved en lille dam, hvor egnens befolkning kunne få deres korn malet.

1705 opførtes en stubmølle syd for præstegården. Denne er forlængst nedrevet, og mølledammen er nu en frodig eng. Til den daværende præsts stubmølle knytter sig følgende sagn: Vandmøllen havde ikke ret til at male andet end gårdens egen avl.

Da præsten havde bygget stubmøllen, bad han mølleren fra Mellerup Mølle hjem til sig, satte ham og hans kone til højbords, skænkede godt for mølleren og fik samtalen hen på den ny stubmølle, idet han sagde: Ja, du gode Poul Nu skal jeg nok male, men skulle det ske, at der en aftenstund skulle komme rendende en kjælling herhen med en lille pose, så fortryder du vel heller ikke på det. Poul svarede:

Nej, mal du kun væk. Det bryder jeg mig ikke om. Præsten havde sin avlskarl og en anden siddende i den næste stue. De hørte samtalen, og således gik det til, at præsten fik maleret uden dog at få den skyldsat.

1. juli 1968 solgte Ingemann Christiansen præstegården til Knud 0stergaard, Klæstrup, for en købesum af 290.000 kr., hvorefter den blev nedlagt som selvstændigt landbrug.

Hovedbygningen er den 21. november 1969 solgt til tømrer Orla Dahl, Brønderslev, for 125.000 kr. Den gamle, smukke historiske bygning skulle gerne bevares op gennem tiderne.

6. Regulativ for Kirkebetjente

Uddrag af "Regulativ for ansættelse af Kirkebetjente ved Jerslev Kirke"

§ 5. Bælgetræderen antages med 1/4 Aars Opsigelse og lønnes med 200 Kr. aarlig. Han er pligtig at medvirke, naar Orgelet spilles ved Gudstjenester og kirkelige Handlinger som foretages af Sognepræsten. Hans Medvirkning ved andre lejligheder sker efter privat Overenskomst.

§ 6. Ringeren antages med 1/4 Aars Opsigelse og lønnes med 200 Kr. aarlig. Han er pligtig at ringe solen op og ned, ringe før Gudstjenestens Begyndelse ved kirkelige I Handlingers Udøvelse. Kime ved Aarets tre store Højtider og ved St.Bededag og Kristi Himmelfartsdag. Han er dernæst pligtig at afhente salmenumrene hos Præsten og besørge dem opsat paa Kirkens Nummertavler før Gudstjenestens Begyndelse. 
Han skal hente Vin og Brød til Altergang, bringe Daabsvand, aabne Kirkens Trækruder om I Morgenen, lukke dem om Aftenen og åbne og lukke Kirkedørene før og efter Kirkens brug.

§ 7. Rengøringskonen antages med 1/4 Aars Opsigelse og lønnes med 300 Kr.
aarlig. Hun er pligtig at holde Kirken sømmelig ren til enhver Tid. Kirken fejes hver Gang den har været brugt. Gulvtæppet tages ud og bankes 4 Gange aarlig. Altertæppe, Knæfald, Bedepult og Prædikestol maa ligeledes udbankes grundigt mindst 4 Gange aarligt. Bliver der til kirkeligt Brug anskaffet Servante og Særkalke m.m. må hun holde disse Ting i sømmelig Orden. Kirkens Lysekroner, Lysestager, Døbefad og Alterets metalgenstande holdes til enhver tid blankt pudsede.
Messeskjorte, Alterdug og de ved Altergang anvendte Haandklæder besørger hun vaskede.
Samtlige Kirkestole, Prædikestol, Knæfaldsgelænder og Orgel afstøves 1 Gang ugentlig og sæbevaskes mindst 2 Gange Årligt til Pinse og Jul

§ 9. Samtlige under Paragrafferne 5 - 6 - 7 - anførte Kirkebetjente skal i tilfælde af grov Misligeholdeise af Kontrakten kunne afskediges uden forudgaaende Varsel.

Jerslev Kirkebestyrelse 19. Jan. 1923

7. Landsbydegnen Thøgersen

Lærer Harboe Thøgersen Klæstrup var søn af Lærer Thøgersen, Jerslev Byskole. Gamle Lærer Thøgersen var typen på den gamle landsbydegn, som ofte har været skildret i den såkaldte skolelærer litteratur. Thøgersen tog sin snaps sammen 
med sine bysbørn, i al godmodighed og uden fortrydelse søgte man at spille hinanden et puds nu og da. Ved begravelsesgilde skænkede man så bravt for gamle Thøgersen, at han ikke mærkede, hvorledes man fra frakkens baglomme fjernede salmebogen
og lagde en tørv i stedet.
Spasmageren ventede at se Thøgersen tabe ansigt, når han skulle synge liget ud, og fik tørven i hånden; det skete dog ikke.
Thøgersen trådte frem, stak hånden i lommen, fik tørven fat, puttede den ganske roligt i lommen, og sikker på sin hukommelse sang han salmen til ende uden at tage fejl.
"Ho, Ho" sagde han, når han fortalte det. "En gammel degn kan skam sine salmer" Han har åbenbart haft godt kendskab til  det 11. bud:

"Du solist dich nicht verblöffen lassen."

Kilde: Jerslev - Hellum Pastorats Spare- og Lånekasse's jubilæumsskrift 1944.

8. Læserbrev vedr. kirkens istandsættelse

Nedenstående læserbrev, indrykket i Vendsyssel Tidende i 1924, er skrevet 
af N.A. Bo, der var lærer i Flyvbjerg fra 1911 - 1938. 
Han var medlem af Jerslev menighedsråd i årene omkring 1920 - 25.

Flyvbjerg, 25. juli 1924

I Midtvendsyssels smukke, storladne natur falder ens blik uvilkårligt på Jerslev Kirke. Kommer man fra syd eller nord eller øst eller vest, alle vegne fra ser man dens monumentale hvide tårn med kamgavlene løfte sig op over omgivelserne og danne synsbilledets midtpunkt, hvori øjet finder hvile. Dog ikke blot i det ydre er den egnens midtpunkt. Igennem snart tusind år har den været midtpunkt og arnested for egnens åndsliv og kulturtilegnelse. Hvem aner vel tallet på de mænd og kvinder, som har hentet sig nye kræfter og ny vilje til genrejsning af et sønderknust menneskeliv.

Hvor mange har ikke her fundet trøst i deres dybeste knug'ende sorg, når dødens istap hånd har afbrudt hjemlivets lykke, tusinder efter tusinder har i deres unge kærligheds- lykke med smil over ansigtet der hentet sig både guddommelig og menneskelig anerkendelse af deres pagt. Er det da vel underligt, at Kirken bliver os kær?

Er det underligt, om en gammel, rynket morlille endnu får smil i øjet, når hun tænker tilbage til den dag, da hun trådte ind i kirken smykket som brud, eller da hun bar sin førstefødte til dåben? Er det vel sært, om den hvidhårede olding bevæges, når han mindes, hvad han i ungdommens år lovede sig selv og sin Gud at udrette af trofast arbejde og omhu for dem, derfik dele livet med ham?

Dette stolte gamle kirkehus fra omkring 1150-1200, altså fra Valdemar d. Stores dage, er nu omsider igen blevet menighedens eje, som det sikkert var det fra begyndelsen. Kirken er VOR, som den står der med alle sine mangler, murfalden og tag falden, med råddent loft, uskøn og forsømt.

Mangt og meget bør og skal ændres, før vor kirke bliver, som den bør være. Især trænger den til et varmeanlæg, som kan fordele varmen over det hele rum, ikke som nu, hvor varmen hænger trykkende og tung oppe under loftet, mens menigheden sidder rystende af kulde med iskolde fødder ude af stand til at følge fuldt og helt med i gudstjenestens forløb.

Mens kirken var privateje, var ændring i disse forhold umulige at indføre. Nu står det i vor magt at gøre vort kirkehus tiltalende, lunt for de spæde, for de svage og gamle, som i almindlighed må give afkald på kirken, når vinteren raser. Til de forskellige 
bygningsmæssige mangler har kirken kapital båndlagt, dog langt fra nok, men til ordning af varmeforholdene intet. Loftet skal fornyes, det har været kasseret siden 1919. Tårnværelset skal overhvælves og lægges til kirkerummet, dertil haves mellem 4-5000 kr. Når kirken alligevel skal forstyrres, orgelet flyttes osv. turde det være rettest samtidig at lægge bræddegulv under kirkestolene og indrette et varmeanlæg, flytte orgelet, fjerne pulpituret og anvende dets materiale som frise langs kirkevæggen.

Et varmluftsanlæg vil i anskaffelse koste lidt over 1600 kr., dertil kommer indretning af fyrkælder, retourluftskanaler, så når bræddegulv kommer til, vil vi komme nær op mod 3-4000 kr. Det vil være forkasteligt at gøre alt andet i stand, men lade varme- forholdene urørte, og dog ser menighedsrådet ingen anden udvej, hvis ikke menig- heden vil bære en væsentlig del af udgiften.
Ganske vist står det i vor magt at optage lån til sådant formål og så lade kommune- kassen svare både renter og afdrag i form af højere kirkeligning, men det er højst utiltalende at gå den vej, dels fordi en del af byrderne falder på mennesker, som måske ikke ønsker at yde noget til kirkehusets istandsættælse og , desuagtet tvinges dertil, og dels fordi det eren dårlig opfattelse, at kommunen bør være medinteresseret
i hvert eneste økonomisk spørgsmål.
                                                                                                            N.A. Bo 
9. Fra den gamle protokol
Lidt af hvert

Den 21. Juli 1930:
Fra Maler Nielsen, Hallund, var der et Tilbud om at male Numrene til Salmetavlerne 
i Jerslev Kirke for 12 ø. Pr. Stk. Dette Tilbud antoges.

Den 7. Dec. 1933:
Det vedtoges enstemmigt, at Niels Dael må få en af de tilhugne Sten, der før har siddet i Jerslev Kirke 
til Indmuring i Liselund mod at han selv betaler Fragten.

Den 9. Dec. 1937:
Efter Ansøgning fra Gotfred Christensen forhøjedes hans Løn for Renholdelse af Kirkegården til 350 Kr. paa betingelse af, at I han ogsaa renholder Provst Sørensens og Lærer Røjkjærs Gravsteder. Hans løn for. Fyring forhøjedes til 125 Kr. aarlig.

Den 11. Maj 1938:
Elektrisk Lys i Kirkerne er gratis ved alle Begravelser. Ved Bryllupper betales 3 Kr.
af den, der forlanger det, hvis Lyset ikke er nødvendigt for at kunne se. 

Den 12. Juni 1940:
I Anledning af Kr. Degns 40 Aars Jubilæum I som Ringer og Kirkebetjent ved Jerslev 
Kirke bevilgede Menighedsraadet ham en gave af Kirkekassen paa 50 Kr. 

Den 12. Dec. 1940:
Det vedtoges enstemmigt at modtage et Tilbud fra Sadelmager Jensen og Tømrer, 
Konrad Christensen om at skille Sideskibet f. fra den øvrige Kirke ved en Væg af Krydsfiner for at spare paa Brændsel. Tilbuddet lød på 110Kr. 

Den 2. September 1957: Menighedsrådet indhenter tilladelse fra Provstiudvalget 
til gratiale til Kirkekone fru Christensen i An!. af hendes 25 aars jubilæum den 29. Sep. Der agtes holdt en lille Festlighed i Præstegaarden for hende og hendes Mand for Menighedsråd med Ægtefæller samt Kirkebetjeningen med Ægtefælle, den 29. sep. K1.20.00 



10. Fra den gamle protokol 
Altertavlen


3. juni 1937 Holdt menighedsrådet (i Jerslev) syn over kirkerne og derefter møde i præstegården. Fra nationalmuseet var der kommet en skrivelse angående Jerslev kirkes altertavle, som konservator Peter K. Andersen havde undersøgt og indgivet beretning om. Museet henstiller, at topstykkets midtfelt og en af dets halvvinger indsendes til nærmere undersøgelse, hvorefter det vil sende forslag til restaurering samt overslag. Det bestemtes at bede tømrer Olav Jakobsen nedtage og sende de nævnte stykker.

22. feb. 1938 De til nationalmuseet indsendte dele af Jerslev Kirkes alter var komne tilbage efter at være undersøgt af konservator Andersen. En skrivelse fra denne og en skrivelse fra nationalmuseet med forslag til restaurering blev oplæst og drøftet. Det bestemtes at bede Andersen om ved lejlighed at komme hertil for at menighedsrådet mundtligt kan rådføre sig med ham om sagen.

11. maj 1938 Det vedtoges at bede billedhugger og maler Johs. Kragh om at komme over og se på altertavlen og give forslag om dens restaurering samt at betale hans rejse i den anledning.

24. maj 1938 Kunstmaler Johs. Kragh, der var tilkaldt af menighedsrådet havde udarbejdet skitser og forslag til udsmykning af altertavlen. Han foreslog, at topstykket, der er yngre end den nederste del af altertavlen, fjernedes helt, og at der i de tre felter i den nederste del maledes i det midterste et billede af Kristus, der bærer sit kors, og i sidefelterne fire mennesker, der viser menneskers forskellige stilling til ham i tro eller tvivl.

Det vedtoges enstemmigt at bede kunstmaler Kragh om at udføre arbejdet, og det bestemtes på hans forslag, at topstykket fjernes. Det sidste stemte dog to medlemmer imod. Betalingen blev man enig om at sætte til 3200 kr.

7. feb. 1939 Det vedtoges at lade opsætte et alter i lig kapellet efter arkitekt Hejlesens tegning.

14. feb. 1939 Med hensyn til alterbord i ligkapellet vedtoges det, at Olav Jakobsen beklæder alterbordets forside og endeflader med masonit og iøvrigt følger arkitekt Hejlesens tegning - dog at alterbordet kun bliver en alen bredt.

6. juni 1939 Regnskabet for restaurering af Jerslev kirkes alter fremlagdes og underskreves af menighedsrådets medlemmer. Posterne på udgiftssiden var følgende:
Kunstmaler Kragh 3200 kr., arkitekt Hejlesen 58 kr., stenhugger J. Larsen 435 kr., maler Hans Bech 86 kr. 70 øre,  tømrer Olav Jakobsen 197 kr. 04 øre.

14. nov. 1939 Det vedtoges på forslag af kunstmaler Kragh at lade ham bestille bronzebogstaver til indskriften på alteret - de vil koste 70 kr - samt at betale ham 50 kr. som rejseudgift for at komme hertil og sørge for bogstavernes opsætning og anbringe et billede "Den gode Hyrde" i altertavlen i lig kapellet.
Topstykket blev opsat på altertavlen i kapellet, men med en senere restaurering af kirken, blev det igen anbragt på sin rette plads - over altertavlen i kirken. Johs. Kraghs alterbillede fandt ikke nåde for menighedens øjne, og har siden 1959 hængt i kirkens sideskib.


11. Fra den gamle protokol
Mindesten og gravsteder


28. Marts 1913.
Da den lille Stue ved Jerslev Forsamlingshus kan faas til brug for Menighedsraadet mod at det betaler for lys og varme, vedtog Raadet at holde sine Møder i den.

23. Oktober 1924.
Det bestemtes at rejse en sten paa Inger Dahls Grav med følgende . 
Indskrift: Inger Dahl, født 27.-4.-1826, d.1 0.-4.-1892.

14. Oktober 1927.
Fra Lærer Olsen, Vedsted pr. Birkelse, var der Forespørgsel om, hvorvidt Menighedsraadet vilde overtage Vedligeholdelsen af Provst Sørensens Gravsted og eventuelt paa hvilke Betingelser.

Det vedtoges at overtage Vedligeholdelsen mod at der indbetales 200 Kr. til Stiftsmidlerne een Gang for alle.

1. Februar 1934.
Endvidere vedtog Menighedsraadet at sætte sig i Spidsen for en Indsamling til et Mindesmærke paa afdøde Pastor Pommerenckes Grav. Der skal rettes Henvendelse til Hellum Menighedsraad om at være med samt sendes Forespørgsel til Jens Thise og Lærer Jensen, Vrensted, om man mener, at der kan ventes Bidrag fra Folk i Vrensted-Thise Sogne. Indsamlingen skal bekendtgøres ved Annonce i Vendsyssel Tidende 3 Gange med Mellemrum. Indsamlingen agtes sluttet til 1. Marts og derefter samles Menighedsraadet igen for at træffe videre Bestemmelse.

2. Marts 1934
De indkomne Bidrag til Pastor Pommerenckes Mindesten optaltes. Der var indkommet 320 Kr. Der valgtes et Udvalg bestaaende af Nyholm, Hellum, Bodel Kristensen og Pastor Fredsted til at foretage yderligere Foranstaltninger, skaffe Tilbud paa Sten frem og forhandle med Pommerenckes familie.

29. Maj 1934
Regnskab for Indsamlingen til en Mindesten paa Pastor Pommerenckes Grav fremlagdes og godkendtes.

2. December 1938
Vedtoges det at overtage Vedligeholdelsen af Jens Martin Jensens (Siverslet) Gravsted mod en Betaling af 1600 Kr. en gang for alle.

7. November 1941
Der købes Kalk og Disk til Pastor Torp Petersen.

1. Februar 1944
Tilbud fra FOB på Særkalke til gammel pris, til Jerslev og Mylund Kirker.

17. September 1945:
Der forelaa Forespørgsel fra Historisk Samfund i Hjørring om Menighedsraadet er villig til at istandsætte Laust Røjkjærs Gravsted paa Jerslev Kirkegaard, i modsat fald vil Historisk Samfund gøre det. Menighedsraadet enedes om at overlade Sagen til Historisk Samfund.

13. Oktober 1961:
Man vedtog at efterkomme en anmodning fra sogneradet om tilladelse til at anbringe mindestenen for 
Peder Dyrskjøt på det nederste hjørne af parkeringspladsen ved Jerslev Kirke og at lade menighedsrådet
overtage vedligeholdelsespligten af dens omgivelser.

12. Ny kirkegårdsjord indvies

Vendsyssel Tidende 20.-4.-1957.

Efter gudstjenesten i morgen, påskedag, vil sognepræst Lygaard Sørensen fredlyse og indvie ny kirkegårdsjord i Jerslev. Man beder så mange som muligt om at komme og deltage i højtidelig heden. arbejdet med det nye kirkegårdsstykke i Jerslev er netop afsluttet og betyder en nødvendig udvidelse af kirkegården.

Nogle dage senere:

Kirkegårdsindvielsen 
Efter højmessen påskedag blev den nye kirkegård indviet og fredlyst ved pastor Lygaard Sørensen. De mange, som havde overværet gudstjenesten, fulgte med ud på kirkegården for at overvære højtideligheden. Pastor Lygaard Sørensen indledte
med bibelordene "Lovet lære Gud" og udtalte blandt andet: Vi har villet sætte punktum for afslutlingen af arbejdet ved den nye kirkejord, som nu skal tillægges den gamle kirkegård, ved en højtidelighed, og vi indvier og fredlyser dette stykke jord i faderens og Sønnens og Helligåndens navn.
Efter en bøn sluttede den smukke højtidelighed med af syngelsen af "Alt tår i Guds faderhånd".

Det nye stykke kirkejord ligger i den østlige side af kirkegården. Der er rejst Smukke stendiger, og på selve kirkegården er der anlagt en del gange, arealet er tilsået med græsfrø, og der er ligeledes plantet en del træer, så den nye kirkegård allerede falder godt sammen med den gamle, velholdte kirkegård.
                                                                                    

                                                                                      P-Plads ved Jerslev kirke 1955

13. Inger Dal

I det nordvestlige hjørne af Jerslev kirkegård står der en mindesten med indskriften 

Inger Dal f.27.4.1826 d. 10.4.1892 Rejst af Venner 1924 At der bliver rejst en mindesten 32 år efter en persons død, tyder på, at afdøde må have været et  betydningsfuldt menneske.

Da jeg begyndte at interessere mig for sagen, spurgte jeg forskellige beboere, om de vidste, hvem Inger Dal var, men svar som klog kone, lærerinde i Vraa og sygeplejerske, bragte ingen løsning. Ad omveje blev jeg klar over, at der var skrevet en bog om Inger Dal og hendes søn.  Heri oplyses, at Inger Dal er født i Rubjerg. Hun forelskede sig i en fattig tjenestekarl, som hun ikke måtte gifte sig med for forældrene. I stedet blev hun gift med en enkemand, Jens Dal, der var 21 år ældre end hun. Hans mor blev boende i hjemmet, så Inger kom til at leve i fuldstændig undertrykkelse, og hun kom til at føle sig meget ensom. Hun forsøgte at søge trøst hos Gud, men også han var langt borte, følte hun. 

Inger og Jens Dal flyttede senere til Klæstrup. Her blev hun påvirket af mormonerne, 
der på den tid udfoldede sig stærkt. Lærer Anker Bork Kaalund gik hårdt imod den fremmede lære og reddede mange også Inger Dal fra at blive indfanget af vranglæren.

Efterhånden blev Inger en kvinde, som mange gerne ville tale med, hvis de var i sjælenød, og rigtig mange fandt vej til hendes hjem. For at få en større ejendom flyttede parret med deres to sønner til Skæve. Det ramte folk i Jerslev og Klæstrup som et lyn, at Inger flyttede fra dem. Det blev også hårdt for Inger selv, da Skæve på den tid var helt uden åndeligt liv.

Den ældste søn Jens blev soldat. Han blev ramt af en heftig sygdom, der medførte døden. Om hans sygdom berettes der meget gribende i bogen.
Ingers sind blev i overgangsalderen formørket. Hun mente selv, at hun havde syndet imod Helligånden, og det kunne hun ikke få tilgivelse for. På et tidspunkt blev hun erklæret uhelbredelig syg, og familien valgte at tage hende hjem. Hun og hendes mand kom til at bo hos Ingers søster på Skarnagergaard i Serritslev.
Inger overvandt sin sindslidelse, og snart var hun igen til trøst og opmuntring for andre. Venner i skarevis kom for at tage afsked med hende, da hun lå på dødslejet. En ualmindelig stor vennekreds fulgte hende fra hjemmet i Serritslev til Jerslev kirkegård, hvor hun blev begravet i mellem sin mand og sin søn.

Bogen om Inger Dal er skrevet af Ludvig Bøgeskov og er nok værd at læse.
Ruth Kristensen Egnsmindesamlingen

14.  Sterup Missionshus 

I "Protokol for Samfundet af Indre Missions Venner i Sterup" læses følgende:

Jerslev Sogn har for nogle Aar tilbage hørt til de aandelige døde Sogne indtil Aaret 1909, da Missionær-Konventet besluttede at faa et Møde afholdt i hver af de 6 Vintermaaneder. Sterup By blev valgt til Stedet at afholde Møderne med en Brugsforeningssal til Forsamlingslokale. -----

I Aaret 1915 i slutningen af Vinteren blev der nogen Vækkelse i Missionsugen og i løbet af Vinteren var der 4 Hjem, hvor Jesus fik I Lov at gjøre Indtog og frelse I Mennesker og Herren blev stadig ved at lægge flere til som lod sig frelse.
Tanken om at faa et Missionshus bygget kom frem hos de nyomvendte. -----

Grundstenen (til Sterup Missionshus) blev nedlagt den 26. August 1918 af Pastor Madsen fra Voer. Følgende Indskription blev lagt i en forseglet Flaske og muret ind i Soklen under Husets sydøstlige Hjørne.

Indskription 
"Indre Missions Hus i Sterup. Grundstenen til dette Hus lægges i Herrens Navn. Huset bygges paa Klippen (Davids Salme 125) og indvies til Herrens Ære til brug i Herrens Gjærning gjennem "Kirkelig Forening for den indre Mission i Danmark" 
i Aaret 1918, da Kong Kristian den Tiende var Konge i Danmark, Pastor Carl Moe, Skanderup, Formand for. den Indre Mission, Pastor Pommerenche, Sognepræst i Jerslev. Grunden blev skænket af Gaardejer Jens Peter Petersen, Sterup By. Huset vil omtrent koste 11.000 Kroner, som for en Del er tegnet af Vennerne her på Egnen. Grundstenen nedlagdes den 26. August 1918. Vi begyndte med Bøn, fortsatte i Tro og ender i Herlighed. Herren alene Æren, nu og i al Evighed. Amen!"

Det blevet hjem, som Vennerne for alvor blev glade for at samles i da det blev færdig. Byens og Egnens Folk kom ogsaa for en Del til Møderne, saa der til Missionsuger og andre større Møder kunde samles 150-200 Mennesker og Herren blev  stadig ved at kalde flere Arbejdere til sin Vingaard."

Afslutning Missionshuset blev flittigt brugt i mange år - også til søndagsskole for børn.

Men protokollen afsluttes i 1994, hvor der skrives:

"I stedet for at fejre husets 75 års jubilæum blev det altså til, at det blev udbudt til salg. Kunstneren Meta Kastberg købte det i foråret og ønskede at bevare husets miljø som baggrund for udstilling og værksted.

Lokal Historisk Arkiv

15. Fra Vendsyssel til Oregon (uddrag)

af Erik Voldbæk

Mine forældre flyttede i 1937 til Jerslev, der dengang var en driftig by med mange forretninger. Fem købmandsforretninger, en brugs, to bagere, to slagtere, et par manufakturhandlere, fire skræddere, to barberer, og den bog- og papirhandel, som mine forældre havde købt.

Parti fra Jerslev Torv omkr. 1945. Købmand Sørensens butik til venstre. Jerslev Boghandel til højre. l midten mindestenen over P. Dyrskøjt. Stenen er senere flyttet.

Om morgenen rullede mælkevognene over torvet på vej til mejeriet med gårsdagens mælkeproduktion fra de omliggende landejendomme. Lidt senere kom vognene igen for at bringe skummetmælken tilbage til gårdene. hvor mælken blev brugt som foder til svinebestanden.
Om formiddagen kom den lokale hestetrukne mælkevogn kørende fra hus til hus. Hesten kendte ruten og standsede automatisk ved de forskellige huse på ruten. Husmødrene kom med deres kander for at få dagens mælk fra jungerne, der stod i vognen, og de fik også tid til at udveksle byens sidste nyheder, f.eks. hvem der havde fået et barn i nattens løb eller hvem, der var kommet på sygehuset og andre nyheder, der var af interesse for det lille samfund, Jo, der var liv i den lille by.
Vi boede så tæt på forretningerne, at vi som regel kun købte een ting ad gangen. Mor kunne sige: "Løb lige over til købmand Sørensen og køb et kvart pund kaffe." Kaffemøllens store sving­hjul stod altid og kørte, så vi kunne få friskmalet kaffe. Eller hun kunne sende mig til slagteren for at hente for 25 øre afskåret pålæg til aftensmaden,

Købmand Sørensen var lidt af en opfinder og opfandt bl.a. fluesmækkeren Klask

Der var ingen af de såkaldte spidser i Jerslev. Der var naturligvis præsten, som jo dengang var hovedhjørnestenen i samfundet. Der var også en læge og en dyrlæge, og så selvfølgelig mejeribestvreren, der i det mindste anså sig selv som hørende til spidserne. Men der var ingen postmester, politimester, apoteker eller sagfører.

Byens originaler             

Kræn Degn, der var ringer ved Jerslev Kirke i 50 år' 

Et par mennesker, der satte deres præg på byen, vil jeg dog nævne. Den ene var Kræn Degn, der var ringer ved kirken og som også trådte orglet. Når præsten var lige ved at sige amen oppe på prædikestolen, kunne man høre Kræn Degn begynde at pumpe bælgen op på  orglet. Menigheden åndede lettet op, og der blev pustet og hostet i den line pause mellem prædikenen og sangen.
Kræn Degn var nok det man kalder en særling. Det siges, at han var temmelig belæst, især var hans viden om lokalhistorie kendt. Han kunne også spille violin. Han var altid klædt i sort tøj fra top til tå og gik i store spidsnæsede træsko med en halmvisk indeni. I mangel af halm kunne han også finde på at bruge overskydende eksemplarer af de trykte begravelsessalmer, der var almindelige på den tid. Kræn elskede sin skrå, og der var altid sorte striber ned langs mundvigene fra skråen. I kirketårnet kan der stadig på gulvet ses spor efter hans skråsovs. 

Det var Kræns opgave her i livet at få solen til at stå op om morgenen og gå ned om aftenen. Og det blev gjort præcis: et antal fulde slag og derefter bedeslagene. Der er sikkert et eller andet kirkeligt regulativ, der bestemmer, hvordan det skal gøres. En gang svigtede Kræn Degn dog sin livsopgave. En af byens bagere holdt sølvbryllup. l den anledning var der morgenbesøg, hvori også Kræn Degn deltog. Det trak ud, og Kræn Degn glemte sine pligter, så den dag stod solen først op klokken 11 i Jerslev.
På de store helligdage kravlede han op på en stige i tårnet og hamrede løs på klokken i timevis: "Det kimer nu til julefest"  Som barn havde jeg altid ondt af ham, når han skulle sidde deroppe i tårnet i kulde og blæst og slå på kirkeklokken, medens vi andre sad i en varm stue og nød julemaden. 

En anden særpræget person var Vaske-Line. Hun fik sit navn på grund af sin beskæftigelse. Hun vaskede for folk. Det var ikke alle folk, hun ville vaske for. Det var noget af et privilegium at få Vaske-Line som vaskekone. Line så altid ud, som om hun selv lige var kommet ud af en stor­vask. Hun bar et stort hvidt forklæde over kjolen. Hendes hænder var rynkede af at være i varmt vand den ene dag efter den anden. Hendes håndled var knudrede af at vride tøj, men Line beklagede sig aldrig.
Vaskedagen begyndte altid med en tår kaffe med en sukkerknald. Kaffen blev hældt op i underkoppen, og sukkeret blev dyppet i kaffen. Line nød sin kaffetår højlydt med megen smasken og slubren. Hun havde ingen tænder i munden, så mor havde som regel lavet suppe til middag, og det gik heller ikke stille af med at få den ned.

Både Kræn Degn og Vaske-Line var en del af byen, og vi savner dem, når vi kommer hjem til Jerslev. Det er slet ikke det samme uden dem, og der er ingen, der har taget deres plads i det lille bysamfund. (uddrag fra"Fra Land og  By 9",  2002 Brønderslevbogen)


                                                    Jerslev Kro til venstre i billedet

16. Jerslev     

Jerslev kommune strækker sig fra Skagen til Norge! Sådan lød Vendsyssel Tidendes overskrift til en artikel om Jerslev kommune i 1957. Avisen skrev blandt andet:

"Jerslev er blevet betegnet som en typisk dansk landsby og blev i sin tid i denne egenskab vist frem for handelsfolk fra Det nære østen og Latin-Amerika.
Jerslev kunne ellers meget let være blevet stationsby, ja måske endog købstad, idet ingeniørerne, der skulle forlænge statsbanen fra Randers til Frederikshavn
ville have ført linien over Jerslev i stedet for Brøn­derslev, således at Jerslev var kommet til at indtage Brønderslevs plads mellem Nørresundby og Hjørring. Men det ville det daværende sognestyre i Jerslev ikke gå med til. Man frabad sig æren af frygt for import af arbejdsproletarer."

Længere nede i artiklen giver den daværende sognerådsformand Jens Larsen Nielsen forklaringen på den lidt pralende overskrift:
"Jerslev kommune strækker sig fra Skagen til Norge. Det lyder besynderligt, men det er ikke desto mindre rigtigt, idet der i sognets vestlige hjørne ligger en gård, der bærer navnet" Skagen", og i det nordøstlige hjørne ligger gården "Norge".

Avisen skriver videre: "Det er nu også det eneste Jerslev har med Skagerrak og med hav at gøre, idet Jerslev by ligger 28 km både fra Vesterhavet og Kattegat, og der er lige langt fra Jerslev til Nørresundby og Hjørring."

Allerede i 1885 berømmede Vendsyssel Tidende Jerslev i en notits. 

"Jerslev By vil nu snart ikke alene være en af de største, men også en af de smukkeste og med de fleste bekvemmeligheder udstyrede landsby i Vendsyssel. Siden anlægget af den fortrinlige Brønderslevvej, der dagligt befærdes af en dagvogn og somme tider også af to fra og til stationen, er der bygget overordentlig meget, og alene i indeværende år har der rejst sig særdeles smukke og efter landsbyforhold ligefrem flotte nybygninger, ligesom flere af de ældre bygninger er blevne udvidede og moderniserede. Her findes de allerfleste håndværk repræsenterede, somme in duplo, desuden tre manufakturforretninger, lige så mange kolonialforretninger, en ølhandel og spækhøkerforretning osv. l byens centrum ligger kroen, klemt på den ene side af kirken og trykket på den anden side af det nu nylig rejste afholdshjem. Desuden findes der i byen læge, præst og degn, en forligsmægler og en ex-rigsdagsmand med betydelige gaver i juridisk retning, så det er ikke så underligt, at mangen gamling, som i fred og ro vil nyde sine sidste dage søge til Jerslev, hvor alt, hvad der behøves, ligger lige så nær ved hånden som i købstaden, og hvor man dog lever i den friske landluft."

Selvom Jerslev hverken blev stationsby eller købstad, har den alligevel haft et stort udbud af butikker, hvilket tydeligt ses af nedenstående mange forretninger og firmaer, der i 1952 ønsker kunderne en glædelig jul. Som i alle andre landsbyer er mange forretninger blevet lukket gennem årene. Ind imellem er nye butikker og firmaer dukket op. Nogle måtte opgive efter kort tid, mens andre bed sig fast.

Jerslev har åbenbart haft Vendsyssel Tidendes bevågenhed. Omkring 1890 skrev avisen: Cyklesporten er også i færd med at udvikle sig her i byen; allerede 3 mand have hver anskaffet sig hjulheste, og næsten hver dag ses hjulryttere fare gennem byen.

Bygninger og institutioner
Jerslev Sparekasse blev stiftet i 1869 under navnet Jerslev - Hellum Pastorats Spare - og Laanekasse. Hver af de stiftende medlemmer skulle indskyde mindst fem rigsdaler som begyndelseskapital. I en af de første love står der, at der holdes sparekassedag i kassererens hjem hver tirsdag fra kl. 2 til 4 eftermiddag. 

Anna Thimms hus, hvor Jerslev Sparekasse havde til huse indtil 1959

Sparekassen havde først kontor i gården Musted, mens Particulier G. Reinhold var kasserer. Da kroejer Steffen Sørensen Kusk, Jerslev Kro, overtog kassererposten, blev kontoret flyttet til kroen. I 1875 blev Anton E.G. Thimm valgt til kasserer, og kontoret flyttedes til hans gård (nu Sdr. Ringgade 105). Da han solgte gården og flyttede til Jerslev by, flyttede kontoret med og fik plads i brevsamlingsstedet med frøken Anna Thimm som husvært.
I 1959 fik Sparekassen egen bygning, idet Anna Thimms hus blev revet ned. Sparekassen er senere blevet udvidet med tilbygninger, bl.a. i 1959 og 1970. Sparekassens navn er nu Jerslev Sparekasse. (SparekassenVendsyssel 2007)

I 1898 blev der bygget forsamlingshus ved foden af Kirkebakken. For at få midler til byggeriet blev der tegnet aktiebreve a' 10 kr. Huset har gennem den mere end 1OO-årige periode dannet ramme om adskillige møder og fester og har desuden af den nærliggende skole været anvendt som gymnastiksal. Jerslev har haft eget elektricitetsværk. Det blev bygget i 1908. Den 18. marts 1925 ses det, at 11 for­rugere har tilmeldt sig og har forpligtet sig til at betale 15 øre for en hektowattime for lys og 10 Øre for kraft. Brødrene Jens og Lars Mikkelsen fortæller i et interview, at takket være det lokale elektricitetsværk fik Jerslev by tidligt gadelys. Gadelygterne var tændt til kl. 23. Så standsede elværket, og så var der nat i Jerslev, husker brødrene.

Udsigt over Jerslev. Forsamlingshuset forrest t. v. i billedet.

I 1958 besluttede bestyrelsen, at der skulle skiftes fra jævnstrøm til vekselstrøm, og da maskinerne var udslidte og hurtigt ville blive for små, valgte man at lade Brønderslev Elforsyning overtage strømforsyningen. Maskinerne blev solgt til nedbrydning, og det nystiftede Jerslev Fjernvarmeselskab købte bygningerne.
Brødrene Mikkelsen fortæller også, at der tidligt var telefoncentral i Jerslev. Deres mor kom i 1909 til byen sammen med en anden dame, Marie Kræmmergaard. Marie Kræmmergaard passede hovedsagelig centralen, der lå ved siden af boghandelen. Der var på den tid kun 10 - 12 abonnenter. Derfor måtte de to damer finde andet arbejde, der kunne supplere lønnen. Sammen passede de Jerslev brevsamlingssted, og Johanne Mikkelsen drev desuden forretning med fransk vask og strygning.
Brødrene fortæller videre, at omkring 1918 fandt abonnenterne, at det var alt for dyrt at have telefon. Man kunne simpelthen ikke finde penge til at betale telefonabonnementet med. Derfor sagde alle abonnenter på nær købmanden abonnementet op.

Her ses en liste over centralens abonementer:

  1. Sterup Brugsfoerning/Mylund-Brugsforening

  2. Jerslev Maskin og Støbegods-Oplag ved Hansen

  3. Larsen, Chr., Købmand

  4. Jørgensen, .J. P., Manufakturhandler.

  5. Jensen, Jens, Manufakturhandler.

  6. Christensen, .Jens, Kebmand, Klæstrup

  7. Iversen, .J., Gæstgiver.

  8. Beck, K., Førstelærer

  9. - Jens, Købmand.

    Så sent som i 1947 havde sparekassen ikke egen telefon. Der kunne ringes til genboen, rutebilejer Jacob E. Larsen, der så hidkaldte en af de ansatte i sparekassen.

Marie Kræmmergaard.  

I 1951 blev der bygget alderdomshjem i Jerslev, et projekt, der blev gennemført i samarbejde med Hellum og Serritslev kommuner. Alderdomshjemmet er senere udvidet og renoveret og står nu igen lige foran en større ombygning. Hjemmet har fået navnet "Rosengården" .

I 1962 blev Toftegårdsskolen bygget som en forbundsskole mellem Jerslev og Hellum kommuner. De gamle skoler i kommunen blev herefter forskoler for de yngste elever.

I 1971 blev byens første børnehave bygget på Baunevej. I 2002 blev børnehave nr. 2 bygget i Samsøgade, så der nu er børnehaveplads til ca. 100 børn.

Foreninger
Jerslev har også haft et rigt foreningsliv. Blandt de ældste kan nævnes Jerslev Totalafholdsforening, der blev stiftet i 1883 med 13 medlemmer. Der var stor tilslutning til foreningens møder, der blev holdt i en skolestue, da forsamlingshuset endnu ikke var bygget. På et tidspunkt havde foreningen mere end 200 medlemmer.

I 1908 blev Jerslev Borgerforening stiftet. I de første år arbejdede foreningen hovedsagelig med forbedring af vej forholdene. Efter at gaderne var blevet brolagt, blev der antaget to mand til at feje gaderne hver lør­dag.

I 1920 begyndte borgerforeningen at arbejde for at fåen læge til byen. Efter forskellige forviklinger lykkedes det at få et lægehus bygget, og i 1924 kom den første læge til byen.

I 1936 stiftede en kreds af haveinteresserede en haveforening med ca. 100 medlemmer. Denne forening var meget aktiv og arrangerede bl.a. havevandringer og udflugter. Der blev flere gange holdt udstilling. I 1962 strakte udstillingen sig over to dage. I 1979 blev foreningen lagt sammen med Brønderslev haveforening.

I 1981 blev Lokalhistorisk forening for Jerslev og Omegn stiftet. Her opbevares bl.a. et stort antal gamle protokoller og regnskabsbøger samt avisudklip, der kan fortælle meget mere om ovennævnte og mange flere foreninger og om Jerslev og dens borgere.

De gamles Hjem i Jerslev Opført 1951.

Kilde: Vendsyssel Tidende
Interview med Jens og Lars Mikkelsen Forskellige arkivalier

Sterup

I meget gammel tid boede herredsfogeden i Sterup med bopæl i Nørgård. I Fattiggården (Valmuevej 4) blev der holdt sognerådsmøder indtil 1934.

Sterup har tidligere haft mange forretninger. Så sent som i 60'erne var der både brugs og købmand, slagter og bager. Der var en skrædder, der også dreven mindre manufakturhandel, skomager, cykelforretning og konditori med brødudsalg. Mejeriet var endnu i fuld gang, ligesom skolen eksisterede til 1972, de sidste ti år dog som forskole.
Da mejeriet og skolen blev nedlagt, gik det hurtigt ned ad bakke med forretningslivet. Nye er dog sene­re kommet til, så i dag har byen en købmandsforret­ning med en kundekreds, der strækker sig langt ud over det naturlige opland, et savværk med tømmer­handel og JN-motor, der sælger knallerter m.m.
Byens forsamlingshus er kendt af mange, idet der i mere end 40 har været holdt bankospil to gange om ugen.

En person, der betød meget for området og vel især for byens børn og unge, var gårdejer Thomas Thomsen, Dammen. Ham har Jørgen Bæk, der er født i Sterup og stadig bor der, fortalt om i følgende beretning:I

Barndomsoplevelser i Sterup
Af Jørgen Bæk

Fra min barndom i Sterup, hvor jeg bley født i 1934, vil jeg prøve at fortælle om en familie; 'der kom til at betyde meget, både for vi børn, som kom der, og for egnens ungdom. Ja, man kan næsten sige, at de hav­de fingeren på pulsen og fulgte med i, hvad der foregik af aktiviteter og kultur på egnen. Det var et hjem, hvor gæstfrihed og hjælpsomhed altid var at finde.

De personer, det handler om, er Marie og Thomas Thomsen. Marie var datter af Jens Peter Pedersen fra Mellergård. Thomas var ikke ret gammel, da han flyt­tede med sine forældre til Sterup, hvor de havde købt gården Dammen.

  Dammen Sterup

Den ejendom overtog Thomas efter sine forældre, da han giftede sig med Marie. I daglig tale hed han aldrig andet end Thomas Dammi efter gårdnavnet.

Det med landbrug var ikke Thomas' største lyst. På det område var han nok havnet på den forkerte hylde. Derfor var der ansat fast medhjælp til at klare gårdens landbrug.
Thomas havde andre evner, men det kommer jeg tilbage til.

Der var fire børn i hjemmet, to piger, Agnes og Karen, og to drenge, Jørgen og Børge. De to drenge, der var nogenlunde på min alder, var mine bedste legekammerater.

Jeg overrendte det hjem, var der næsten altid. Det var stedet, hvor vi børn altid legede godt. Vi følte os altid velkomne, da der var plads til os alle. Her havde man ikke på nogen måde fornemmelsen af at være i vejen.

Thomas, drengenes far, havde en stor del af skylden for, at det var et spændende sted at komme. En af grundene til det var, at han var en af d fædre, der af og til gav sig tid til os børn på en spændende måde.

Som jeg før omtalte, var det ikke landbrug, der interesserede Thomas. Nej, det var alt, hvad der havde med elektricitet at gøre. Han var radiomekaniker, aktiv musiker, instruktør og meget andet.

I en lang årrække var han byens og oplandets elektriker uden nogensinde at have lært faget. Alt, hvad han vidste om elektricitet, var selvlært. Han udførte mange installationer i byens huse og på gårdene i omegnen. Han havde et sæt mastesko, så han kunne kravle op i elmasteme og skifte sikring. Faggrænserne tog man ikke så nøje dengang; når bare tingene virkede, så var det i orden. Når det brændte på, havde han en tæt forbindelse til sin gode ven, elektriker Conradsen i Brønderslev.

Som nævnt var Thomas også radiomekaniker. Han havde sit værksted i stuehusets sydvestlige del, i daglig tale kaldet: "Dej wæster stow." Her havde Thomas installeret sig med et utal af datidens primitive måleinstrumenter, næsten alt sammen selvbygget, men det virkede bare. Når vi børn, ikke for mange ad gangen, fik lov til at komme ind på det værksted, så oplevede vi her en spændende hule, hvor de mest mystiske ting kunne foregå.

En af de situationer, jeg husker meget tydeligt, næsten som var det i går, var, når Thomas sad og rodede med radioer. Så blev der målt på kryds og tværs for at finde en måske periodisk fejl, som drille­de ham. I sådanne tilfælde kunne Thomas sidde og føre en lille enesamtaie med sig selv. En bestemt sætning blev gentaget mange gange:" Det var da mærkeligt" -- --" Det var da mærkeligt"  --"Jamen -- det var da mærkeligt. " -- Så pludselig, når han langt om længe havde lokaliseret fejlen, sagde han: " Nej, det var da ikke så mærkeligt." Og så var alt jo godt. Han var i besiddelse af den stædighed, som skulle til for at løse problemerne. Gårdene på egnen fik efterhånden elektrisk hegn, hvor drivkraften var en akkumulator, som en gang imellem skulle oplades. Det klarede Thomas nemt med sit dertil indrettede ladeapparat, der bestemt ikke var hver mands eje dengang.

Af og til havde Thomas tid til at hjælpe os knægte i gang med noget. Det, jeg bedst husker, er, at han hjalp os med at lave en mikrofon, som blev bygget af meget simple ting. Thomas var god til at forklare os, hvordan vi skulle lave den, og hvordan den virkede, og han gav sig altid god tid. Materialerne, vi benyttede, var et stykke pap, hvori vi klippede et passende hul og limede et stykke pergamentpapir over hullet. Bag på papiret blev der monteret to kulstænger, som vi havde fra et 'af & flade batterier, hvori der var tre stænger. De to stænger blev monteret parallelt på papstykket med en ganske lille indbyrdes afstand. Så filede og sleb vi et lille stykke kul til på et par centimeters længde og måske to millimeter tykt. Det lille stykke kul blev lagt løst oven påde to kulstænger og skulle nu danne en slags vibration mellem stængerne, når vi snakkede mod dem. Et batteri og et passende stykke ledning blev nu forbundet med mikrofonen og en hovedtelefon fra en gammel radio. Stor var vores overraskelse og glæde, da vi opdagede, at skidtet virkede. Vi kunne faktisk godt høre, hvad der blev sagt, når vi gjorde os lidt umage. Vi gjorde mange forsøg, og Thomas morede sig over vores begejstring og glædede sig uden tvivl over at have sat noget i gang og lukket os ind på et område, hvor kun fantasien satte grænser.

En ting mere lærte Thomas os, og det var, hvordan man kunne bruge en gammel cykeldynamo, helst en Bosch, som elektromotor, når den blev koblet anderledes.
En lille fin fidus som gav trækkraft til små maskiner ved hjælp af et elastik.

På gårdens lade var der en vindmølle, en såkaldt vindrose. Den trak først og fremmest en kværn, men også andet kunne tilkobles. Engang imellem skulle stenene i kværnen bildes, hugges ud for at kunne male bedre. Kværnen blev skilt ad, og Thomas var begyndt med bildhammeren, men så fandt han ud af, at vi drenge sagtens kunne gøre det efter hans anvisning. Nogle mennesker er så gode til at forklare, at man næsten ikke kan undgå at gøre tingene rigtigt... Sådan var Thomas. Lidt ud over det sædvanlige var det, når nogle få af vi drenge af og til fik en lille tjans med at putte mælkepenge i konvolutter til landmændene. Jørgen Nielsen, en af drengene fra byen, fortæller, at han flere gange hjalp til. Godt nok var det Thomas, der var kasserer i mejeriet, men det var Marie, der havde det store overblik. Kassererposten havde Thomas overtaget efter Maries far, Jens Peter Pedersen i Mellergård, som før havde haft posten i 23 år.

Jerslev byorkester. bagest nr 2 f.v.: Thomas Thomsen

Oven i alt det var Thomas en dygtig musiker. Allerede da han var indkaldt som soldat, lærte han at spille blæseinstrumenter ved regimentets musikkorps.
Han beherskede fire instrumenter: violin, trompet, klarinet og tværfløjte.
En stor del af sin tilværelse spillede han sammen med kendte musikere fra Jerslev ved utallige festlige lejligheder.
Selv har jeg oplevet Thomas som spillemand til folkedans ved en opvisning i Sterup forsamlingshus, ledet af Edel Jensen forhen Øster Vandkrog.
I 1925 spillede han med i Jerslev byorkester. På spillemandsmuseet i Rebild er Thomas omtalt sammen med flere musikere fra Jerslev.

Når der var dilettant i Sterup forsamlingshus, var det Thomas, der instruerede og spillede til sangene. Det var han god til, fortæller Chr. Frederiksen, som var med dengang. Når der skulle vælges stykke, så sagde Thomas: " Hellere brække halsen på noget godt end på noget skidt."
Når der blev øvet, var det altid hjemme hos Marie og Thomas. Her var der hver gang gratis kaffe og brød, skønt det var under krigen, og der var rationering.

I forsamlingshuset var scenen dengang ikke bygget til. Man klarede sig med en scene, der var bygget op af et træskelet beklædt med hessian.
Karetmager Hagbard Ørum havde altid æren af at stille scenen op. På linie med Thomas var han kendt for at kunne lidt af hvert.
Som dekoratør var det maler Larsen fra Jerslev, som på kunstnerisk vis malede kulisserne, hvilket han gik op i med liv og sjæl.
Der var generalprøve og derefter tre forestillinger. Der var næsten altid fuldt hus.
Jeg har haft den fornøjelse at se stykket" Eventyr på fodrejse" med Chr. Frederiksen i hovedrollen som Skriverhans. Skønt jeg ikke var ret gammel dengang, så husker jeg ganske tydeligt stykkets handling.
Det var et stykke med mange sange, som Thomas spillede til på sin violin.
Det var nok lidt af en ære at være med til at spille dilettant dengang. Der var jo en masse unge på landet. På hver eneste lille gård var der tjenestefolk, og derfor var der nok at vælge imellem, når der skulle udtages medvirkende til et stykke.
Var der noget, der kunne samle byen og oplandet, så var det, når lokale amatører viste, hvad de kunne. øst for gården på sydsiden af vejen ind mod byen lå Breddammen. Den findes ikke mere. Den er fyldt op, og der ligger nu et par huse på stedet.
Det var her omkring denne dam, der var ringridning fastelavns mandag.
Porten med ringen var opstillet syd for dammen på vejen ind til Mellergård.
Når rytterne en efter en havde passeret gennem porten, fortsatte de rundt omkring dammen og hen til porten igen for at gøre et nyt forsøg.

Deltagerne var sønner eller tjenestekarle fra de omkringliggende gårde, der mødte op med pyntede heste. Rytterne var også mere eller mindre pyntede. Bedste rytter blev konge, næstbedste prins og tredje bedste blev adjudant. Hans opgave var at ride i spidsen for optoget, der red rundt i byen og til de omkring liggende gårde. En klovn var på forhånd udpeget til at gå med raslebøssen og samle penge ind til aftenens fest.
Optoget med adjudanten i spidsen efterfulgtes af egnens bedste hestevogn, hvor der var forsæde til kusken og bagerst i vognen to mod hinanden vendte sæder til blæseorkesteret, som bestod af Thomas Thomsen, Jens Krustrup, Peter Høgsted og Thorkild Pedersen. Derefter fulgte optoget med rytterne og klovnen.

Når det et sted gav særligt godt med penge, eller optoget blev beværtet med et glas kirsebærvin, småkager eller andet, udbragte adjudanten et leve for familien. Efter flere af den slags beværtninger steg stemningen betydeligt.
Festen om aftenen var for alle. Deltagerne var klædt ud, og der blev danset. 
Et år optrådte en lirekassemand til festen. Lirekassen var en trillebør udstyret med en stor kasse. Inde i kassen sad en mand med en harmonika. Når lirekassemanden drejede på svinget, lød der toner inde fra kassen.
En god ide og i sin tid rigtig godt udført. Beskrivelsen af ringridningen har jeg fra Kresten Østergård, født i Østergård.

Det har været mig en fornøjelse at genopleve og nedskrive disse mange gode minder fra en tid, hvor sammenholdet havde en meget stor prioritet, ikke mindst på grund af krigen, hvor vi alle krøb tættere sammen.

Sterup Friluftsbad Af Karl Aage Christiansen

Få kilometer nord for Uggerby Å's udspring mellem Kirkholt og Sterup lå "Sterup Friluftsbad". Navnet er måske lidt provokerende, men lad for en gangs skyld vendelboernes beskedenhed gå i glemmebogen. Sammenlignet med Brønderslev Friluftsbad var det naturligvis intet, men for Sterups opvoksende ungdom var det på det tidspunkt alt. I engen ved gården V. Vandkrog græssede køerne. Deres tørst blev stillet i åen, og derfor blev en del af græsset trådt godt ned, så der med årene blev en udvidelse af åen, et vandhul, der efterhånden blev 8 - 10 meter i bredden. .
Her fandt byens børn og unge ud af, at der kunne bades, men for at gøre stedet endnu bedre, hentede de nogle granrafter i Pæregårds skov. Disse granrafter blev gravet ind i åbrinken for at dæmme vandet op. Derefter blev der lagt græstørv i ca. en meters højde for at holde igen på vandet. Alt dette virkede for det meste godt, men hvis der kom en kraftig tordenbyge, skyllede det hele væk, og der blev store huller ind i engen, hvor granrafterne var gravet ind.

Sterup Friluftsbad forstærkes. Personerne er fv.: l. Chr. Nielsen, 3 Johs. CZhristensen, 4 smed Henning Christensen, S Martin Jensen.

Det har engens ejer nok ikke været så glad for, men han og andre voksne har syntes, at det var et godt initiativ. På foranledning af Sterup Borgerforening blev smedemester Henning Christensen og Martin Jensen (Stu'e Martin), sat til at forbedre forholdene. De støbte cementklodser ind i begge sider, og så blev der lagt nogle brædder til at dæmme op for vandet.

I nærheden stod der nogle buske, der blev brugt til at hænge det våde tøj til tørre på.

"Friluftsbadet" var et tilløbsstykke for børn og unge, der på varme sommerdage og lune sommeraftener muntrede sig i det interimistiske friluftsbad.
Det var i krigsårene 1942 - 43, stedet blev til. På den tid var der ikke så mange fritidstilbud, og børn og unge krævede ikke så meget. Cementklodserne kan ses på stedet endnu, ligesom buskene stadig står der.

Flyvbjerg

Landmand Elgaard Brix Nielsen nedskrev i 1986 nogle af sine erindringer, som han har overladt til Lokalhistorisk Arkiv i Jerslev. Elgaard Brix Nielsen var født i 1912 og flyttede som 12-årig med sine forældre til" Købmandsgården" i Flyvbjerg. Han døde i 1986 og ligger begravet på Jerslev kirkegård. Flyvbjerg danner sammen med Øster Mellerup en egn med mindre og større landbrug.

Brix Nielsen fortæller, at da han og hans forældre flyttede til Flyvbjerg i 1923, var der ingen købmand på egnen. Der havde tidligere været købmandsforret­ning i "Købmandsgården", hvor der var blevet handlet med både kolonial og foderstoffer.

Et par år senere købte købmand Anton Nielsen en byggegrund af Jens Pedersen, Vangen, og byggede en købmandsforretning på hjørnet af Serritslevvej og Flyvbjergvej. Gennem årene har forskellige købmænd drevet forretningen, indtil den blev lukket i efteråret 1983. Det sidste købmandspar var Esther og Arne Andersen, der drev forretningen fra 1954.

Til højre i billedet Flyvbjerg Købmandsgaard

Jens Pedersen, Vangen, solgte også en byggegrund på det modsatte hjørne. Køberen var lærer Bo, Flyvbjerg, som lod opføre en smedje på grunden. Han solgte smedjen til sin svigersøn, Ingemann Christensen fra Klæstrup, der var gift med lærer Bo's datter, Kathrine, men parret kom ikke til at bo der ret længe, idet Ingemann Christensen kørte galt på sin motorcykel og omkom. Hans enke uddannede sig herefter til jordemoder.

En smed Hansen fra Sindal overtog smedjen. Først i 1930'erne solgte han den til Holger Madsen, der havde været smed på Børglum Kloster. Han drev smedjen indtil sin død først i 1970' erne, hvorefter smedjen blev nedlagt. Hans enke blev boende nogle år, men solgte så huset.

Der var i mange år telefoncentral i Flyvbjerg. Centralen blev bestyret af Marie Ørum, indtil den blev nedlagt i 1939.
Flyvbjerg Forsamlingshus lå der, hvor der nu er tømrerværksted (Flyvbjergvej 160). Her blev holdt baller samt offentlige og private fester. Forsamlingshuset blev desuden brugt som gymnastiksal af skolebørnene. Huset var blevet oprettet med økonomisk hjælp fra aktionærer. Disse aktionærer døde efterhånden, og huset blev drevet af en bestyrelse. Emma Nielsen, Havshøj, var i en årrække værtinde i forsamlingshuset. Siden overtog Efra Frederiksen, der var kogekone, jobbet. Det var tit den kone, der gjorde rent i den nærliggende skole, der fik hvervet med at passe forsamlingshuset.

Flyvbjerg. Købmandsforretningen t.h. i billedet, smedjen t.v.

I 1969 blev forsamlingshuset nedlagt og solgt. Salget indbragte ca. 5000 kr., der blev skænket til opførelse af et svømmebassin i Jerslev. Beløbet blev indsat i Jerslev - Hellum Sparekasse. I 1988 fandt Brønderslev kommune, at beløbet, der var vokset til 36.000 kr., burde hæves og gives til foreningslivet i Jerslev og omegn, da det var en helt urealistisk tanke, at der skulle blive bygget svømmehal i Jerslev. Efter forslag fra Jerslev Samvirke blev pengene fordelt mellem Jerslev Plejehjem og forskellige foreninger.

Skolen, der lå i umiddelbar nærhed af forsamlingshuset, var fra 1874, da skolevæsenet i Flyvbjerg blev forbedret. Forskellige lærere afløste hinanden. I 1958 blev skolen nedlagt og børnene fordelt mellem Jerslev, Sterup og Klæstrup skoler.

Om foråret blev der holdt ringridning op ad vejen til "Købmandsgården". Hestene blev pyntet med bånd og sløjfer. Når selve ringridningen var forbi, og der var udnævnt konge, prins og klovn, gik turen rundt til går­dene med hestevogn og raslebøsse for at samle penge ind til en aftenfest i forsamlingshuset, hvor musikerne Lars og Jens Krustrup og musiker Høgsted spillede.

Øst for købmandsforretningen boede Morten Svenningsen, der var tækkemand, sammen med sin kone, Ane. Der lå flere andre huse, som nu er revet ned. Elgaard Nielsens hustru, Sinne Brix Nielsen, har i en avisartikel i OPLANDSAVISEN beskrevet, hvordan det var at være husmandskone" for ikke så forfærdelig mange år siden".

Sinne Brix mindes en række af husmandssteder med to, tre eller flere køer og nogle få grise. Manden gik om sommeren på arbejde. Om vinteren måtte man se at få de opsparede skillinger til at slå til. Blev der råd til hjælpemidler som en slåmaskine eller senere en høvender, var det gerne i fællesskab med en eller flere naboer. Et sådant fællesskab kunne godt medføre uenighed, som dog ikke fik lov at vare ved, da man som nabo ikke kunne undvære hinandens hjælp af og til.

I den nærliggende landsby lå andelsmejeriet, og dertil skulle mælken køres. Husmændene var fælles om en mælkevogn og skiftedes til at køre, fordelt efter hvor mange køer, den enkelte havde.
Om vinteren foregik mælkekørselen med slæde. Vejene var ofte lukket af sne i flere dage, da sneen jo skulle flyttes med håndkraft. Når vejene var ufarbare, gik snefogden ud på marken med halmviske eller grangrene for at vise, hvor der var bedst at køre.
Mælkekusken besørgede på sin mælketur mange ærinder for husmødrene. Måske skulle han have smør eller piskefløde med hjem fra mejer et, ller måske skulle han tage varer med hjem fra brugsen eller købmanden, eller han skulle tage en flæskesteg med hjem fra det fælles frysehus, der af praktiske grunde var bygget i nærheden af mejeriet.
Om lørdagen havde mælkekusken mælkepenge med fra mejeriet til andelshaverne. Så gjaldt det om at stå parat ved vejen.

Sinne Brix slutter sin artikel med at skrive, at det danske samfund ikke mere har plads til de små landbrug. Udviklingen og mekaniseringen har fortrængt dem.
Fællesskabet og naboskabet er væk. Vi kender ikke hinanden og kommer ikke hinanden ved. Det er den nye tid: Meget er vundet, men mere er gået tabt. 

Alfred Johansen, Flyvbjerggård, (1893 - 1985) har nedskrevet sine erindringer, der er samlet i en lille bog: En landmandfortæller. Bogen er udgivet af Jerslev Boghandel i 1985.

Alfred Johansen skriver bl.a.: Flyvbjerg var dengang (omkr. 1908) en noget død egn, men lærer S. Svendsen, der i 1906 var blevet ansat ved Flyvbjerg - Mellerup Skole fik snart noget sat i gang. Takket være ham blev der bygget et forsamlingshus ved skolen. Her blev der holdt aftenskole og gymnastik og endda oprettet en fodboldforening. Der blev også oprettet en ungdomsforening, som holdt møde et par gange om måneden med sang, oplæsning, diskussioner og en enkel udflugt. Da lærer Svendsen i 1911 flyttede fra Fiyvbjerg til Sterup, kom foreningslivet i Flyvbjerg til at ligge stille i nogle år, men blev senere vækket til live igen. På et tidspunkt var der 80 - 90 medlemmer i ungdomsforeningen. Aktiviteterne blev udvidet med foredrag, juletræsfest, fastelavnsfest og dilettant. Ved alle arrangementer blev alt lavet af lokale folk. Derved kunne prisen for festerne holdes så lavt, at alle kunne deltage. Prisen kom aldrig over en krone til hver for underholdning, bal med levende musik og kaffe.
Ungdomsforeningen fik lov til gratis at benytte forsamlingshuset, der blev oplyst af to store petroleumslamper. Salen blev opvarmet af en kakkelovn, hvori der blev fyret med tørv.
Senere blev arrangementerne mere moderne med anderledes musik og med deltagelse af unge andre steder fra. Festerne blev mere "vilde". Egnens egne unge holdt ikke af at være med mere, så efterhånden døde Flyvbjerg Ungdomsforening ud.

Beboerne i Flyvbjerg samledes i en lang årrække til høstfest i forsamlingshuset med spisning og dans. Til festen kunne beboerne invitere venner og bekendte, så efterhånden blev høstfesten til en fest for folk fra hele Jerslev kommune. Festkomiteen bestod som regel af to ægtepar, der så skulle sørge for at sende ind­bydelser ud, indkøb og andre praktiske ting. Da Flyvbjerg Forsamlingshus blev nedlagt, blev festen flyttet til Jerslev Forsamlingshus. Efterhånden ebbede interessen ud, og i 1999 blev den sidste høstfest holdt, idet den planlagte fest i år 2000 blev aflyst på grund af for ringe tilslutning.

Klæstup

Vendsyssels første andelsmejeri lå i Klæstrup

Uddrag af avisartikel skrevet af afdøde historiker Claus Bjørn i 1980'erne

I 1880 oprettedes det første andelsmejeri i Danmark, nærmere betegnet i Hjedding i Vestjylland.
Der gik nogle år, inden der blev oprettet andelsmejerier i Vendsyssel. Mejeribruget havde ikke indtaget nogen fremtrædende plads i landsdelens landbrug ­
særlig ikke på de mindre gårde. I Hjørring Amts Landboforening drøftede man ved forskellige lejligheder de nye andelsmejerier, men mange veg tilbage for de nye ideer.
Der var mange skolelærere blandt initiativtagerne til de første andelsmejerier. Lærerne var ofte af bondeslægt, og til deres embede hørte en mindre jordlod, så
de kunne holde to-tre køer. Udbyttet af landbruget forbedrede deres løn. Derfor gjaldt det om at få mest muligt ud af det.

Lærer Harboe Thøgersen, der var lærer i Klæstrup fra 1859 til 1906, var initiativtager til at få det første andelsmejeri i Vendsyssel rejst. Han har selv til Aalborg Stiftstidende den 22. juli 1886 fortalt, at
"Andelsmejeriet i Klæstrup, det første i Vendsyssel, har nu været i drift i omtrent to måneder til andelshavernes tilfredshed. Mejeriets maskiner består af en lille centrifuge af Burmeister & Wains fabrikat og et kærneværk samt en hestegang af Th. Nielsens fabri­kat i Hjørring. Begge maskiner holdes i gang ved hestekraft. En husmand har påtaget sig at levere denne, hvorimod mælken afhentes og afleveres skiftevis af medlemmerne, der alle er kørende på tre nær". Hele anlægget kostede godt 1800 kr. at opføre, og heraf slugte centrifugen med tilbehør de 1230 kr. For ugen 28. juni til 4. juli var "Koldnåe" største leverandør med 2160 pund mælk, mens lærer Thøgersen leverede 30 l pund.

Klæstrup Mejeri nedlægges
Efterhånden vandt andelsmejeritanken tilslutning over det meste af landsdelen. I vinteren 1887 var man i Sterup langt fremme med forberedelserne til opførelse af et' mejeri og indkaldte til generalforsamling den 25. februar. Her har Klæstrupboerne nok ment, det var klogt at slutte sig til, men har så skiftet mening, for den 10. marts samme år kunne man i "Vendsyssel Tidende" læse: Det er nu vedtaget at anlægge et andelsmejeri for Jerslev sogn og Jerslev by. Klæstrup Andelsmejeri skal så nedlægges, og dets inventarium flyttes til Jerslev".

Den 25. april skrev Aalborg Stiftstidende om Jerslev Mejeri: "Det ser ud til at blive et imponerende hus, både bredt og langt; men det er heller ikke så få køer, der allerede er indtegnet fra de omliggende byer: Jerslev, Klæstrup, Svennum, Hjulskov og Mellerup, i alt ca. 800".
Et par måneder efter at mejeriet "Nørager" i Jerslev var startet, standsede det lille mejeri i Klæstrup driften.
Initiativtageren til Klæstrup Mejeri, Harboe Thøgersen, blev revisor i mejeriet i Jerslev, mens selve mejeribygningen endte sine dage som redskabsskur påen af Klæstrups gårde.
Herom har afdøde Agnes Christensen, Bonbeth, der er født på Klæstrupgård, fortalt:
Så købte vores far det gamle mejeri. Det lyder utroligt, men da det blev flyttet, blev det løftet op på en gammeldags vogn - skåewun- med brædder og blev flyttet helt. Så sad Slagter Kræn oppe på toppen af læsset og spillede på harmonika.

                                                                                                    Parti fra Klæstrup

Svennum

Uddrag af Jens Holm Pedersens erindringer. Jens Holm Pedersen er født i Svennum i 1917, men er senere flyttet til København. Lokalhistorie interesserer ham meget. Han har tillokalarkivet sendt sine erindringer og "Tildragelser i Jerslev og Hellum sogne i Jerslev Herred i Vendsyssel før, under og efter Chr. IV". Desuden har han skrevet historier og digte på vendelbomål.

Svennum er en lokalitet, der ligger i Jerslev sogns sydøstre hjørne. Navnet Svennum kommer af mandsnavnet "Svend" og ordet "hjem", altså Svends hjem. I 1413 skrives navnet Suenum. Svennum havde ikke noget særligt at byde på. Markerne var ret flade, om end området var noget bølgeformet og med hældninger ned mod et par dale, hvor det gik over i enge og tørvemoser. Der var ingen egentlige seværdigheder, kun et par gravhøje, men ingen skov. Jorderne var let muldjord, nogle steder var de endda meget lette - sandede. Et par granplantager brød udsigten, der ellers de fleste steder var ret god. Den var ikke trist, men heller ikke særlig bemærkelsesværdig.

Laust Røjkjær, der var lærer og lokalhistoriker, fortæller i Jyske Samlinger: Ved Benhøj har engang staaet et stort Slag mellem to Nisser. Der var nemlig en Nisse i Svennum Bundgaard og ligesaa en i Nokkebjerg. De stjal Foder fra hinanden; men en Gang vare de saa uheldige at mødes ved Benhøj hver med sit Høknippe paa Nakken. De begyndte strax at kjæmpe, og Enden paa Legen blev, at de sloge hinanden ihjæl.

Centrum af Svennum bestod af fire gårde, der lå omtrent på række langs landevejens ene side, og tre huse, hvoraf de to var husmandssteder, på vejens modsatte side. Svennum havde tilsyneladende tidligere været en mindre landsby. I gårdrækken var der et par gabende huller, hvor der havde ligget et par udflyttergårde. Der kunne stadig ses murbrokker på pladserne. Ellers lå bebyggelserne jævnt spredt over området, men havde dog klumpet sig lidt sammen til to-tre huse visse steder.

I det ene hus modsat gårdrækken havde der boet en smed. Tidligere havde der været et par huse mere, som havde været beboet af håndværkere - bl.a. en væver.

Skolemæssigt hørte Svennum til skolen i Jerslev, der var den største skole i sognet. Lærebøger skulle eleverne selv købe og betale, hvorfor bøgerne ofte gik i arv fra ældre søskende. Der kunne lånes bøger på sognebiblioteket, der havde til huse i lærerens lejlighed. De mindste skoleelever kom på halvdagsudflugt, ofte til en gård i nærheden. De store børn kom på heldagsudflugter, f.eks. til Lønstrup, Hobro eller Sæby.

På et tidspunkt kom der til at bo et yngre ægtepar på en af gårdene. De havde en kartoffeloptager, der pløjede kartoflerne op af jorden, og så havde den unge mand bistader i haven. Det var der ikke andre på egnen, der havde.

Jens Holm Pedersen fortæller, at da han en dag hakkede roer sammen med sin søster, hørte de en summen i luften og fik øje på en bisværm, der kom dri­vende hen over marken lige over dem. Han vidste, at hvis man frembragte en høj larm, ville bierne sætte sig. Han tog derfor de to roehakker og hamrede dem mod hinanden, og lidt efter snurrede sværmen rundt og satte sig i toppen af et træ. Der blev sendt bud efter biavleren, der kom med en kasse. Træet blev fældet og firet langsomt mod jorden, og det lykkedes manden at få sværmen i kassen. Senere beholdt familien selv de sværme, der kom, og kom på den måde til at beskæftige sig med biavl.
Med kartoffeloptageren begyndte de tekniske fremskridt i Svennum. I årene frem over kom det ene tekniske vidunder efter det andet.

                                                               Østergaard ca 1955 Fotograf Liljan Nørgaard

I Jerslev lokalhistoriske arkiv findes Svennum transformatorforenings protokol, hvoifra det følgende er taget.

I juli 1937 blev der stiftet en transformatorforening i Svennum. Fire af egnens bønder: Eiler Andersen, Konrad Pedersen, Kristian Andersen og Thinus Jacobsen blev valgt til bestyrelse. De startede med at ansøge sognerådet om "tilladelse til at rejse den fornødne Stang række langs Kommunens Veje". Der tegnede sig fra start 22 forbrugere. Den l. november 1938 var alle formaliteter i orden, og strømmen kunne tilsluttes. I foreningens protokol kan bl.a. læses, at Sigurd Nielsen, 0stergård, i 1943 opsætter elektrisk hegn. Da hegnet ikke er tilsluttet måler, skal han årligt betale 5 kr. for forbruget. I 1952 ønskes et nyt transformatortårn ved Musted, da borgerne her fik for lidt strøm. I 1969 oplyser bestyrelsen, at der ikke må køres med vaskemaskine på lysnettet, hvilket viser, at der også for husmoderen er sket tekniske fremskridt.

I 1975 overgår Svennum Transformatorforening til BOE, hvilket samtlige 54 fremmødte forbrugere stemte for. Ved den sidste generalforsamling oplyste Sigurd Nielsen, der havde været i bestyrelsen i 30 år, deraf de 28 som formand, at ved starten var der 22 medlemmer og et transformatortårn. Ved nedlæggelsen var der 86 medlemmer og fem tårne. 
Her slutter oplysningerne fra protokollen.

   Sigurd Nielsen malker sine køer i engen fotograf Liljan Nørgaard.

Det omtalte hegn var opsat i Sigurd Nielsens eng, hvor hans køer græssede. Her fandt han på, at med en traktoren grå Ferguson - som drivkraft kunne han med malkemaskine malke sine køer på stedet, hvilket var ret usædvanligt på det tidspunkt.
Selvom Svennum Transformatorforening blev nedlagt som forbrugerforening fortsatte den på en måde, idet der er dannet en selskabelig forening, der samler nuværende og tidligere Svennumborgere til en fest. Foreningen kalder sig Svennum Transformator- forening, vel fordi, det er den eneste forening, der har eksisteret specielt for Svennum.
I 1949 startede Edvard Pedersen (bror til Holm Pe­dersen) maskinstation i Svennum med to ansatte, i travle perioder flere.
Både små og store landbrug benyttede maskinstation, indtil det blev almindeligt, at de fleste gårde købte traktor og solgte hestene, der hidtil havde været ene 
ste form for trækkraft. Ofte beholdt man dog en enkelt hest til at spænde for radrenseren. De større gårde havde dengang et areal på 40 - 60 tdr. land. Gårdene i Svennum har oprindelig hørt under Børglum Kloster. Af et skøde, der omhandler gården Nørgård, ses det, at der skal betales skat og de tiender, der fremtidigt forfalder. Denne bestemmelse gjaldt også, da Agnethe og Tage Nørgaard i 1949-50 overtog gården efter Tage Nørgaards forældre. Agnethe Nørgaard erindrer, at de betalte denne tiende, som dog kun var et mindre beløb, i nogle år.

                                                                           Nørgaard. Fotograf Liljan Nørgaard.

I 1988 rejstes den største serieproducerede vindmølle hos Finn Jørgensen, Bundgård i Svennum. Møllen er fremstillet hos firmaet Vind-Syssel, der på den tid havde til huse i Jerslev. Vingerne er lavet af limtræ. Hver vinge måler 13 meter og vejer et ton.

I 1986 købte Gitte Larsen og Erik Søndergård gården Østergård. I 1989 blev gården omdannet til planteskole. Den har i dag mange kunder, der ofte kommer langvejs fra.
Endvidere har Det Danske Spejderkorps fra Brøndersleven spejderhytte på Bakkevej. Hytten eller huset bliver besøgt af spejdere, børnehaver og skoleklasser, der gerne overnatter.

Langthjem Mose 

Fra tørvegrav til nattergaleidyl Af Rejnar Larsen

Det gamle Jerslev sogn bredte sig over 6450 ha. Der­af var 34 ha mose, som har været brugt til tørvegravning. Lidt syd-sydvest for Jerslev by ligger Langthjem, et ejerlav, som i dag består af de ejendomme, der ligger på Langthjemvej, Agervej og en del af Ø. Linderupvej. Mellem Langthjemvej, Ø. Linderupvej og Stubdrup Bæk, som var skellet til Hallund sogn, ligger Langthjem Mose.
Mosen er en meget speciel mose, der i udstrækning vel breder sig over ca. 10 ha, men er splittet op i 35 ­40 små parceller, hvor man kunne grave tørv til eget forbrug.
På et matrikelkort fra 1853 kan man se, hvor store eller hvor små de har været. Tørveparcellerne har været ejet af gårdene i Jerslev og Klæstrup, ligesom de fleste af ejendommene i Mellerup også ejede en lod derude. Måske kommer navnet Langthjem heraf, da de jo havde langt hjem, når der blev fyraften.

Af dem, der ejede parceller, kan nævnes barber Hjulskov, gartner Hagbard Madsen, fru Anna Thim,

Sparekassen, Frederik Lund, der boede, hvor Adventistkirken nu ligger, "Post-Niels", der boede på Spejderstien, Kresten Hansen (Bonbeth), Sdr. Ringgade 10, og Anna og Georg, Sdr. Ringgade 19, alle fra Jerslev. Jens Kragbak i Klæstrup havde også en lod. Ligeledes havde gårdene Hjemly, Mellerup Mølle, Mølbakgård og ejendommen på Kærvangsvej 12 en lod.
Når tørvene skulle graves, skulle det ske ind imellem alt det andet arbejde som roelugning, høbjergning, det daglige arbejde med pasning og fodring af dyr, mælkekørselosv.
Man kom kørende ud i mosen med hestevogn. Foruden graveredskaber blev der medbragt en solid madpakke og drikkelse. For at drikkevarerne kunne holdes kølige, blev de gravet ned i den kolde mosejord.
Inden gravningen kunne begynde, skulle graven tømmes for vand. Almindeligvis skulle der graves 10 - 15.000 tørv til et års forbrug. Nogle af parcelejerne lejede andre til at grave deres tørv, og det var jo et kærkomment arbejde for dem, der boede tæt ved
mosen. De havde så beskæftigelse: det meste af som­meren. Gravningen af tørv var et arbejde, mændene tog sig af, mens det var kvinderne, der skulle "ryngle" og senere i processen "skrue" tørvene, så de kunne Tørres af sol og vind. Når tørvene skulle køres hjem, var det igen mændene, der tog fat. Det var mest eftertragtet at levere tørv til de steder, hvor der blev serveret formiddags - eller eftermiddagskaffe.
Når så mange mødtes på et sted, var der jo gerne lidt drilleri og kappestrid om, hvem der havde den stærkeste hest eller hvem, der kunne grave og "ryngle" flest tørv på en dag. Der kunne også godt være lidt løntryk på arbejdslønnen. Normalprisen for at få gravet tørv var fire kroner pr. 1000 tørv og ligeledes fire kroner for at få tørvene passet og kørt hjem. Da pengene i 1930 - 40'erne var små, var det jo dejligt, om man kunne få arbejdet gjort 25 Øre billigere pr. 1000 tørv.

Langthjem Mose 2006

Thomas Jensen, Tunøgade, hvis hjem lå på kanten af mosen, fortæller, at hans forældre engang under tørvegravningen fandt en lerpotte, der blev afleveret til museet i Hjørring. Ellers stødte man tit på træstammer, der var gået til bunds i mosen, og måske et hjortegevir.

På et tidspunkt var der ikke mere tørvejord, og da de fleste parceller var for små og for våde til afgræsning eller anden brug, fik de lov at ligge uberørte hen. Derfor begyndte gråpilen at brede sig. I 1948, da jeg sammen med mine forældre kom til Postgården påLangthjemsvej, var der kun tørvegravning i de største og yderste parceller. Hele den midterste del var overgroet med vildtvoksende gråpil. Omkring 1952 - 53 blev de sidste tørv gravet i mosen. Chr. Thomsen, Hjemly, plantede sin parcel til med rødel. Disse træer står der stadig, men ellers er det gråpilen, der har bredt sig mere ud i hjørnerne.

I 1985 - 86 ønskede Brønderslev kommune en jordfordeling i området. Det var ønskeligt, at mosen kun havde en ejer, da det var forbundet med store omkostninger at opkræve oprensningspenge til Stubdrup Bæk hos så mange forskellige. Resultatet af jordfordelingen blev, at Poul Mortensen, Kvishøjvej, fik tilskødet det meste af mosen.

I dag er Langthjem Mose tilholdssted for nattergalen, der gerne opholder sig, hvor der er en fugtig bund, og yngler på steder med kraftig undervegetation. Derfor kan man let opleve at høre nattergalens sang, hvis man færdes i nærheden af mosen en sommeraften ved mørkets frembrud.

17. Alle veje fører til Jerslev

Jerslev by og sogn er placeret næsten midt i Vendsyssel med lige langt til Vesterhavet og Kattegat og lige langt til Hjørring og Nørresundby.

For år tilbage stod der på byens torv en spændende niarmet vejviser, der viste, at man ved at følge Jerslevs udfaldsveje kunne komme mange steder hen. Ja, man var vel tæt på at kunne sige, at alle veje førte til/fra Jerslev.

Med en sådan placering i landskabet kan det vel ikke undre, at statsbanernes ingeniører ville lade jernbanelinien gå over Jerslev, da banen skulle forlænges fra Randers til Frederikshavn, en linieføring, der sikkert ville have gjort Jerslev til købstad i stedet for Brønderslev. Men det daværende sognestyre frabad sig æren af frygt for »Import af Arbejdsproletarer«.

 

Alle veje fører til/fra Jerslev. Den ni armede vejviser Hjørring 22 km, Vrejlev kirke 11 km, Sterup 3 km, Dybvad 18km, Brønderslev 9 km,  Hellum 5 km, Hallund  6 km, Kirkholt 5 km og Ø. Vrå  12 km.

Der var mange planer om anlæg af baner på kryds og tværs i Vendsyssel, således også en bane Brønderslev - Frederikshavn over Jerslev, evt. Hellum - Østervraa, men da Hjørring Amtsråd meldte ud at "Amtsraadet maa dog som Vilkaar for Tilsagnet forbeholde sig dels Approbation paa en Ordning, der vil være at træffe med Hensyn til at søge Koncession, dels at Anlægget ikke maa paabegyndes uden Amtsraadets Samtykke«.

Et sådant samtykke blev aldrig givet. Der findes i de gamle papirer på amtet en mængde ansøgninger fra baneudvalgene om dispensation fra disse forbehold,
men amtet veg ikke i noget tilfælde. I 1923 blev alle planerne for stedse stillet i bero. I stedet har man fået rutebiler på de pågældende strækninger. De kom ikke omgående og ikke som en direkte erstatning for de tog, der aldrig kom til at køre, men lidt efter lidt som en naturlig konsekvens af det voksende behov for for­bindelse mellem landsdelens forskellige egne.


                                                                                   Lukket dagvogn

Jerslev kom til at ligge i et trafikalt tomrum mellem banelinierne Aalborg - Hjørring - Frederikshavn og Aalborg - Sæby - Frederikshavn og måtte derfor på anden måde skaffe sig mulighed for at komme i forbindelse med omverdenen, såvel hvad angik person­efordring som fragtkørsel og postbesørgelse.

Kollektiv trafik i 1800-tallet
Allerede i 1885 var den kollektive trafik til og fra Jerslev kommet i gang. Den 1. oktober 1885 skrev Vendsyssel Tidende: "Siden Anlægget af den fortrinlige Brønderslev - Vej, der daglig befærdes af een Dagvogn og somme Tider ogsaa af to fra og til Stationen, er der bygget overordentlig meget".

Andre steder i landet var personbefordringen dog i gang noget tidligere. Fra 1834 kørte personposten med store lukkede diligencer, der kunne præstere 10 km i timen inklusiv ventetid ved poststationerne, hvor der skulle skiftes heste.
Diligencerne blev fra 1830'erne suppleret af privatejede dagvogne, der kørte på sideruterne. De private vognmænd modtog årlig en sum penge fra postvæsenet for at medtage breve og pakker. Dagvognene kan siges at være forløbere for rutebilerne, idet flere rutebilejere startede med at køre dagvognsruter, før de erhvervede deres første rutebil.

Rutebilkørslen havde dog ingenlunde lette forhold fra starten. Synet af en bil vakte både opsigt og modstand. Det var først og fremmest det frygtelige spektakel, bilerne frembragte, der vakte vrede. Larmen skræmte hestene fra vid og sans og bragte derved mennesker i livsfare. Der blev lavet mange mærkværdige regler for automobilkørsel: fartbegrænsninger med to eller fire mil i timen, advarsel med flag ved anden færdsel, kørsel kun tilladt på brede veje og kun i dagtimerne o.lign.

En rutebilrute havde stor betydning for sin egn, idet rutebilerne ikke alene transporterede personer, men også bragte aviser ud på landet, ligesom chaufførerne gerne tog bud med og gik ærinder for folk.

Fra rutebiltrafikkens spæde start til op omkring 1990 var de fleste ruter privatejede og blev ofte drevet som et familieforetagende.

Mercedes 1959

Jakob Evald Larsen
Et meget velkendt rutebilfirma var Jakob E. Larsen, Jerslev, der i en lang årrække kørte Hellum - Jerslev - Hjørring ruten.
Om firmaet og dets drift fortæller en datter, Irma Nielsen, Jerslev, at hendes far, Jakob Evald Larsen, var født i 1894 og hendes mor Petra i 1897.

Faderen var udlært murer og var bl.a. med til at bygge elektricitetsværket i Hjørring. Men han fik ikke lov til at blive ved sit job, og det gik sådan til, fortæller Irma Nielsen:
»Far havde en bror, der kørte Jerslev - Hjørring ruten, men det gav nok for lidt, så han rejste til USA, og så stod farfar, Andreas Larsen, Doktorgården, med den gamle bil og gælden. Så forlangte han, at far og mor skulle komme til Jerslev og køre det (firmaet). Det var den l. marts 1927. De ville helst blive i Hjørring, men sådan blev det«.

Irma Nielsens forældre boede i Villa »Svennum« hos Petra Nielsens forældre i Svennum øst for Jerslev, indtil de i foråret 1931 byggede hus på adressen Voldgade 8 i Jerslev.

Første kvindelige buschauffør fra Jerslev
I et avisinterview fra 1958 fortæller Petra Larsen om sin tid som rutebilchauffør.
Fru Petra Larsen mener, at hun er landets første kvindelige rutebilchauffør. Hun fik førerbevis til rutebil den 3. maj 1930 og benyttede det så sent som under krigen.

»Fordi man er kvinde...«
- Egentlig slumpede jeg til arbejdet som buschauffør. Min mand begyndte ruten og savnede en chauffør til at afløse. - Lad mig komme til, sagde jeg nærmest for sjov. Men han tog mig på ordet. Først fik jeg førerbevis til drosche, derpå til buskørsel. Jeg sagde til dem, der gjorde store øjne ved synet af mig ved rattet: Fordi man er kvinde, behøver man ikke at være uanvendelig ved et rat i en bus.
Det skete, at andre gav udtryk for en anden opfattelse. Således sagde en dame til mig: Jeg nægter at lade mig befordre af Dem. - Vil De øjeblikkelig standse. Hun bor forøvrigt her på egnen - vi kender hinanden særdeles godt nu, og somme tider siger jeg til hende: Kan du huske? Forøvrigt ændredes hun efterhånden, og det gik endda så vidt, at hun forlangte at få mig til chauffør.


Et barn ingen hindring 
- Hvordan det ellers gik til, at jeg begyndte? Det var såmænd efter den kendte recept: Et barn  ingen hindring. Vi havde dengang kun den ene arving, og der var altså ingen hindring i hjemmet for mit arbejde ude. Desuden kneb det med økonomien, og jeg ville selvfølgelig gerne hjælpe min mand. En bus var en sjældenhed i de dage, og jeg var eneste kvindelige chauffør på ruterne, der anløb Hjørring. Folk stirrede, når jeg arriverede i min Chevrolet med plads til 16 på to bænke med ryggen vendt mod vinduet bag dem. Men efterhånden faldt der ro over de nysgerrige. Dertil kom, at jeg ikke havde uheld. Ikke engang en punktering mindes jeg.
- Men så holdt De op?
- Der var det med krigen og ulemperne med generatorerne. Desuden fik vi bedre råd. Nu er der fire chauffører til at hjælpe min mand. 

Petra Larsen ved sin rutebil.

Alligevel hænder det, at jeg sidder ved rattet - foruden i min mindre vogn. Sidst var forrige sommer, da nogle børn skulle køres i skole, og der manglede en chauffør. Førerbeviset har jeg da beholdt.

Rutebilkørsel under krigen
Under 2. Verdenskrig var der som bekendt mange varerestriktioner. Også benzin var en mangelvare og kunne kun fås på rationeringsmærker. Der måtte derfor findes alternativt brændstof til bilerne. Mange rutebiler - og også andre biler, der skulle kunne køre, f.eks. lægebiler - fik installeret en gas generator, hvori der kunne fyres med træ brænde eller tørv. I de større byer så man busser og sporvogne med hesteforspand, men det kunne jo ikke nytte på de lange rutebilruter.
I Jakob E. Larsens firma skovede og savede man selv brændet, men da der ikke kunne skaffes mere ved selvskovning, måtte det købes. Det købte brænde, hvortil der også skulle rationeringskort, blev leveret med tog på den daværende Hellum Station.
Træbrændet blev savet i små firkantede stykker. Tørvene blev skåret i lignende stykker med en brødmaskine. Brændet blev lagt på bilens tag. Der var ofte en dreng med rutebilen som »Stik-i-rend-dreng«. Han skulle nu også fyre i generatorovnen og stampe brændet ned.
På grund af mangel på brændstof kørte rutebilen Jerslev-Hjørring ikke hver dag under krigen. Derfor - og fordi de få privatbiler, der var, blev klodset op - var der nu særlig mange passagerer med rutebilerne.

En dag var der blandt de ventende passagerer en civilklædt politimand, der ønskede at køre med. Chaufføren åbnede døren og sagde, at der ikke var plads til flere. Men politimanden lukkede øjnene for »overlæsset« og insisterede på at komme med, selv om folk stod så tæt som sild i en tønde.

Det var næsten umuligt at skaffe bildæk, men hvis man var medlem af sammenslutningen »Danmarks Bilruter« kunne man mod betaling låne dæk til sine biler.
Det fik Jakob E. Larsen dog ikke megen glæde af. Han var nemlig formand for foreningen, og som formand syntes han, at det var hans pligt først og fremmest at hjælpe sine medlemmer til at få del i dækkene. På den måde blev der ingen til ham selv. I stedet begyndte han at opkøbe gamle rutebiler, der havde brugelige dæk.
Allerede året før krigen brød ud, oprettede Jakob E. Larsen et mekanikerværksted og ansatte en mekaniker til at holde bilerne i orden. Forretningen var efterhånden udvidet, så der både var flere busser og en såkaldt» Lillebil«.

Rutebilchaufføren som bybud
Rutebilernekørte ikke alene med passagerer, men havde også altid pakker med. Det kunne være forretningsdrivende, der fik varer tilsendt fra grossister, eller en håndværker, der havde sendt bud efter en eller anden »dims«, der skulle bruges til en reparation.
Helt specielt - men ikke ualmindeligt - kunne der komme en person og sige til chaufføren: Vi har samlet ind til en gave til NN, der har fødselsdag, sølvbryllup el. lign. Kan du ikke lige købe en gave, når du nu kommer til Hjørring. Og det kunne han jo så.
Chaufføren kunne også blive bedt om at gå i banken for at forny en veksel for en eller anden.
Der var ofte 4-5 timers ophold i Hjørring, inden rutebilen kørte tilbage, men ventetiden blev aldrig for lang for chaufføren: de mange ærinder kunne sagtens udfylde venteti- den. Folk sparede ikke alene tid, men også penge, for det var billigere at få chaufføren til at forrette et ærinde end selv betale for at tage med rutebilen.

Avisudbringning hørte ligeledes med til det daglige arbejde. På strækningen Hjørring-Jerslev var der ca. 50 abonnenter, der fik Vendsyssel Tidende bragt med
rutebilen. Avisen var rullet sammen med en elastik omkring og var ikke som nu indpakket i plastik. Lønnen for at omdele aviserne var en krone pr. kvartal for hver avis. For den betaling skulle chaufføren ikke alene dele aviserne ud, men han skulle også opkræve betalingen for dem hos abonnenterne.

Rutebilernes holdeplads
I starten havde rutebilerne holdeplads i gården hos Falck i Brinck Seidelinsgade i Hjørring, men da der blev flere og flere rutebiler, var der efterhånden ikke plads her. Holdepladsen blev flyttet til Jysk Andel, der lå, hvor den nuværende rutebilstation ligger. Endelig blev der bygget en rigtig rutebilstation, hvor rutebilerne kunne have arealet for sig selv.

Også i Jerslev måtte Jakob E. Larsen skaffe mere plads til sine biler. I 1936 købte han huset med adressen Voldgade 13.

I haven blev der lavet garager til to personbiler og en rutebil samt et stort skur, hvor der blev savet træ og tørv til generatorbrænde.
Petra Larsens far boede i huset fra 1938-1950. I 1942 kom Jakob E. Larsens datter, Irma, til at bo i huset sammen med sin mand, Lars Nielsen, der blev chauffør i firmaet. Ovenpå boede en skomagerfamilie med tre børn samt Vaske-Line, der på den tid var en kendt kvinde i Jerslev.

Da pladsen på Voldgade 13 blev for trang, lejede Jakob E. Larsen i 1944 et stykke jord ved den nærliggende gård, »Krogården«. Han købte senere den lejede jord og opførte en blikgarage. Senere købte han mere jord og byggede fire garager og et hus, som Jerslev Sparekasse - den gang Jerslev-Hellum Pastorats Spare- og Laanekasse - senere har købt til nedrivning for at få plads til udvidelser.

Vinterkørsel
Om vinteren var der tit så megen sne, at rutebilkørslen måtte indstilles i flere dage. Da det moderne, effektive snerydningsmateriel ikke eksisterede på den tid, foregik al snerydning med håndkraft.
Alle husejere, 'både i by og på land, havde pligt til at stille en mand til rådighed til mod betaling at hjælpe med snerydningen.

Vejene blev kun ryddet i et spor. Med visse mellemrum blev der lavet vigepladser, så to modgående køretøjer - biler eller hestetrukne slæder - her kunne passere hinanden. Imens måtte snekasterne klatre op på snevoldene for at være i sikkerhed, mens køretøjerne passerede hinanden.
Der var ofte så megen sne, at sneen måtte dynges op i flere etager, således at sneen blev kastet fra mand til mand højere og højere op - undertiden helt op til el­og telefontrådene. Fra denne måde at fjerne sneen på, stammer det specielle vendsysselske udtryk »0wer­kåst rajfo«.

Bilsyn
Når Jakob E. Larsens bilpark skulle synes af myndighederne, blev alle bilerne linet op på parkerings­pladsen foran Jerslev Kro.

Bilsyn 1936

Det var et tilløbsstykke for byens børn og unge og andre bilinteresserede at få lejlighed til at studere de mange biler på nært hold.
Bilsynet blev foretaget af den motorsagkyndige fra Hjørring og politiassistent Bendtson fra Brønderslev, og det blev efterfulgt af en bedre frokost.

40-års jubilæum
I 1952 holdt Jakob E. Larsen 40-års jubilæum som rutebilejer. Der blev ved den lejlighed holdt stor fest med mange indbudte gæster i garagen og tilhørende gaver og taler i stor stil. Men trods festlighederne skulle ruten dog passes, så chaufførerne måtte af sted. De havde dog forinden fået besked om, at de på jubilæumsdagen skul­
le lade deres tasker blive hjemme, hvilket jo betød, at passagererne denne dag kunne komme gratis med rutebilen. Da det rygtedes var der pludselig rigtig mange, der skulle til Hjørring eller til et andet sted på ruten.



                                 Petra og Jakob Evald Larsen på deres 25-års jubilæumsdag

Organisation
I rutebilernes barndom var rutebilejerne i Vendsyssel tilsluttet »Danmarks Bilruter«s Aalborg-afdeling. Vendsyssel var ligesom uden for alt. Som før nævnt var Jakob E. Larsen under krigen formand for sammenslutningens Hjørring-afdeling. Denne afdeling havde han selv været med til at oprette. Hjørring-afdelingen var 14. kreds af »Danmarks Bilruter«. Jakob E. Larsen var kredsens formand i mange år.

Afvikling
I 1967 solgte Jakob E. Larsen ruten Jerslev - Hjørring til Ejgil Jensen i Hallund (senere Kirstens Busser), der lagde den sammen med sin egen rute til Aalborg. Jakob E. Larsen kørte herefter en rute Sterup ­Hjørring. Desuden havde han en del skolekørsel til Toftegårdsskolen i Jerslev. En tid kørtes også en skoletur til Vraa Realskole over Sterup - Høgsted - Vraa. I 1975 døde Jakob E. Larsen. Svigersønnen, Lars Nielsen, fortsatte med skolebuskørsel ind til sin død i 1983.

Epoken med Jakob E. Larsens grå rutebiler med den grønne stribe og de grønne skærme er slut. Alle busser er nu ens i farven - livet er også på det område blevet mere besværligt for den almindelige borger: det var lettere at kende en rutebil på farven end kun på nummeret.

Et andet kendt firmanavn inden for rutebiltrafikken i Jerslev området var

Nyholm Pedersen, Hellum
I 1926 blev Nyholm Pedersen, Hellum, ejer af rute­bilforbindelsen Brønderslev - Jerslev - Hellum ­Dybvad. Tidligere var der dagvogn med post fra Brønderslev til Jerslev, Hellum og Brønden. I 1934 overtog han Sterup - Jerslev - Brønderslev-ruten efter Niels Larsen, Sterup. I 1948 forlængede s Brønderslev - Dybvad-ruten til Sæby.
på ruten fra Brønderslev til Sæby var der tillige postkørsel til Jerslev, Hellum og Brønden. For at kunne distribuere posten blev man ansat som post­kontrahent. Det indebar, at man forpligtede sig til at befordre posten, selvom vejene ikke var farbare. I de hårde vintre, hvor vejene ofte var lukkede af sne i flere dage, måtte Nyholm Pedersen bringe posten frem ved hjælp af hestetrukken slæde. På gården »Pilegårds Mølle« i Hellum stod der om vinteren altid to store jyske heste og en slæde med påskriften Brønderslev - Jerslev - Hellum - Brønden til hans rådighed. Sammen med posten tog han de mest nødvendige pakker med, f.eks. medicin fra Brønderslev Apotek.

Det var en drøj tid for chaufførerne. Bilerne var ikke så store den gang som nu, og da man dreven omfattende rejsebudsvirksomhed, blev det nødvendigt at forsyne rutebilen med en påhængsvogn til gods og pakker.

Rutebil med trækarosseri, fremstillet af karetmager Hagbard Træholt, Hellum.

Der har gennem årene været flere chauffører ansat på ruterne. Blandt dem kan nævnes Svend Pedersen, der kørte Sterup - Jerslev - Brønderslev-ruten. Han opnåede 25-års jubilæum som rutebilchauffør. På ruten Brønderslev - Sæby kørte Børge Christensen og Kaj Graversen i mange år. I de seneste år var Knud Træholt medindehaver af koncessionen og virkede samtidig som afløser på ruten.
Efter krigsårene kom der atter gang i privatbilismen, og man måtte notere sig en nedgang i passagertallet. Til gengæld blev ruterne mere benyttet af skolebørn, der skulle til real skolerne i Brønderslev og Dybvad. Ligeledes var der"folk, der skulle til og fra arbejde.

Da Hellum og Jerslev kommuner byggede Toftegårdsskolen i Jerslev, blev der skolekørsel mellem de to landsbyer samt fra det øvrige opland.
Ruten blev i begyndelsen af 1970' erne solgt til Nille Boch, Sæby, som videresolgte den til Kaj Larsen, Sæby. Vognmand Torben Larsen, Jerslev, overtog ruten den 1. juli 1975. Han drev den selvstændigt ind til den 1. april 1982, da det nyoprettede Nordjyllands Trafikselskab overtog driften. Ruten blev nedlagt den 28. maj 1985,
Den l. november 1979 købte Torben Larsen ruten Brønderslev - Klæstrup - Jerslev - Sterup - Mylund ­Rolighed - Taars af Ole Pedersen, Serritslev. Denne rute blev nedlagt maj 1981.


Rutebilen med den brøstfældige bagagebærer

En chauffør fortæller
Knud Hansen, der først var chauffør hos Nyholm Pedersen i godt to år for derefter den 15. august 1964 at blive ansat hos Jakob E. Larsen fortæller, at det især i starten var et meget alsidigt arbejde at være rutebilchauffør.

Blandt de mange ærinder og serviceydelser, chaufførerne udførte, husker Knud Hansen en episode, hvor der skulle fragte s en halv ko fra Sæby til slagteren i Skæve. Koen blev anbragt på rutebilens bagagebærer. Så skete det uheldige, at bagagebæreren knækkede midt under turen, så koen, der dog var indpakket i sækkelærred, kom til at slæbe hen ad vejen, indtil chaufføren opdagede, hvad der var sket og fik koen bundet fast igen.

Knud Hansen fortæller videre, at rutebilerne på Hjørringruten ikke hver dag kørte ad helt samme rute. De dage, hvor der var landbo-auktion i Hjørring, kørtes ad en lidt anden rute end den sædvanlige for at tilgodese landmændene i yderområderne.

Knud Hansen mindes også, at når vejene var ufremkommelige af sne, var det ofte nødvendigt at køre omveje for at få fat i passagererne. Han husker således, at når vejen fra Jerslev til Poulstrup var lukket af sne, kørte rutebilen over Brønderslev
ad hovedvejen mod Hjørring. For at gøre det lettere for passagererne i bl.a. Tollestrup og Poulstrup blev de kørt op til hovedvejen med taxa eller »Lille­bil«, som det hed den gang.

Forandringer
Ved slutningen af 1950'erne begyndte de dårlige tider for rutebilkørslen.

               Rutebilstationen i Jerslev, hvorfra der daglig var 60 afgange.

Folkevandringen fra land til by var for alvor begyndt. Samtidig skete der en kraftig vækst i privatbilismen, ligesom knallerten som transportmiddel næsten blev hvermandseje.

I 1982 blev Nordjyllands Trafikselskab (NT) en realitet. I begyndelsen af 1990'erne sendte NT ruterne ud i licitation, hvilket betød, at det langt fra altid var lokale folk, der fik koncessionen på ruterne.
De privatejede busruter er ved at være en saga blot. Det er ikke muligt at konkurrere med de store penge­stærke koncerner. Med den service de private firmaers chauffører ydede kunderne, må man give Uffe Thygesen, Als, ret, da han i anledning af sit ophør med at drive forretning udtalte til Nordjyske Stiftstidende (17. feb. 2000): »Vi må se i øjnene, at det ikke længere er muligt at drive rutebildrift på de betingelser, der sættes i dag, hvor det udelukkende drejer sig om pris«.

Posten skal ud
Vel var personbefordringen vigtig, men det har også været af stor betydning at kunne få breve og anden post bragt fra sted til sted. Ingen, der i dag sidder hjemme i deres lune stue og 
sender en e-mail, tænker vel på, hvor besværligt det i gamle dage var at få et brev sendt fra et sted til et andet.

Den 25. oktober 1886 skrev Vendsyssel Tidende således under signaturen T.V., at Jerslev Sogn nu har fået sit postvæsen i orden.
Artiklens forfatter skriver, at da han kom til sognet 25 år tidligere, altså i 1861, skulle sognets beboere hente deres post enten i Hjørring eller Aalborg. »Men endelig var der nogle Præster og Proprietærer i Dronninglund Herred, og deriblandt også Ejeren af
Kjølskegaard, der sluttede sig sammen og lejede en Mand til to Gange om Ugen at gå til Aalborg efter Postsager. Og han kom så nær til Jerslev som een Mil nemlig til Kjølskegaards Mølle.

Nogle Mænd i Jerslev lejede saa en Mand til at afhente Posten dersteds. Paa den Maade blev det jo dyrt at faa sin Post, thi den Mand, der hentede Posten i Aalborg, fik otte Øre for hvert Brev foruden den egentlige Porto, og desuden skulde vi i Jerslev Sogn give fire øre. Og for en lille Pakke var det jo noget mere.
Men ikke nok dermed. Posten fra Jerslev skulde foruden de fire Øre have en Mellemmad og en til to Snapse, naar han bragte Brevet til Adressaten, og han var undertiden, saa snild, at naar der var to Breve til en Gaard, kom han først med det ene og næste Dag med det andet, thi derved fik han jo to Rationer«.
T.V. skriver videre: »Saaledes kom Jerslev Postbud en Dag med et Brev til mig, der en Tid boede hos min Svigeifar, ca. 1/4 Mil fra Jerslev, og da han havde
faaet de 12 Øre og sine behørige Mellemmader med Snapse og Øl, siger han til min Svigeifader: A haar hellens aasse a Brøv te Dem hjeem, men det skal a komm' mæ i Moen.

I 1886 kom Jerslevs postvæsen så i orden, idet der fra dette år var »Kjørende Post seks Gange ugentlig fra Brønderslev«. Endvidere hedder det i artiklen: »Fra Brevsamlingsstedet udgaar fire Landposter, men de kan dog ikke naa ud til alle fire Verdenshjørner i det­te store Sogn, som i øst og Vest har en Udstrækning på 1,5 Mil og et Indbyggertal på ca. 2600, Derfor faar den nordøstlige Del af Sognet sin Post fra Taars eller Ø. Vraa, og den vestlige Del sin direkte fra Brønderslev ved gaaende Post«.

I en beretning fra 1983 skriver Leo Nielsen, Brønderslev, om sin far, at han i 1893 kørte dagvognen fra Brønderslev til Jerslev. Efter ankomsten til Jerslev var han gående landpost til Hallund. Han fortæller, at det om sommeren var en fornøjelse at gå turen, der var rig på naturoplevelser. Om vinteren kunne det derimod være mere drøjt. En vinter var der så megen sne, at han måtte køre i slæde i otte uger. »1 1901 var
der en forfærdelig snestorm. Den åbne dagvogn var nogen tid forinden blevet udskiftet med en større lukket postvogn, men stormen var så hård, at det blev nødvendigt at trille en stor kampesten ind i vognen, for at den ikke skulle vælte«, fortæller Leo Nielsen.

Landposten var en kær og ventet gæst i hjemmene, Man ventede med længsel efter at se, hvad han havde i tasken. Måske havde han også noget nyt at fortælle. Posten fulgte med i familiernes liv og færden. På sine ensomme cykelture kunne han få tid til at se, hvordan avlen stod, og om nu alle landmandens køer var i den rette indhegning. Måske kunne han også skrue ned for primussen, hvis kartoflerne kogte for voldsomt eller flæsket var ved at blive branket.
Om vinteren blev han belønnet for alle sine småtjenester: Når der var megen sne, og han måtte lade cyklen stå, skiftedes landmændene gerne til at køre ham rundt på ruten i slæde.                                  Så vidt vides har der været brevsamlingssted på adressen Palægade 24 og Voldgade l. Senere blev der posthus hos Martinus Tømmerby, der boede i Borgergade 17. Omkring 1915 flyttede han til Boulevarden 9. 

Landpost Julius Jensen

Bestillingen overgik til hans datter og  svigersøn, Gerda og Anders Nielsen. Gerda Nielsen havde titlen af postmester, mens Anders Nielsen var medhjælper i ekspeditionen. 

 


                                                                          Jerslev Brevsamlingssted.


Kort efter kommunesammenlægningen i 1970 blev posthuset flyttet til kæmnerboligen i det nedlagte kommunekontor på Boulevarden 15. Herfra udgik seks landpostbude, der efterhånden blev motoriserede. Lederen af posthuset var fra 1973-1990 Ketty Jørgensen.

I 1991 blev posthuset nedlagt, en beslutning, der vakte et voldsomt røre i byen, men som det oftest går, hjalp protesterne intet. Postkontoret blev flyttet til Jerslev Boghandel, og det må erkendes, at verden godt kan bestå uden et decideret posthus i byen.

I 1991 kørte de sidste postbude ud med post fra Jerslev Posthus. Herefter udbringes al post fra posthuset i Brønderslev.

                                            Den sidste postbil kører fra posthuset i Jerslev 1991

Kilder:
Vendsyssel Tidende 
Nordjyske Stiftstidende 
Dansk Person- og Rutebiltrafik samt Falcks Redningskorps, 
Jerslev Sparekasses jubilæumsskrift 1944, Rutebiltrafik i 75 år, 
Barn af Vendsyssel IV, Interview med: Irma Nielsen, Knud Hansen, Knud Træholt og Torben Larsen.

Fra bøgerne:  
"Fra Land og by   7"  Brønderslevbogen 2000
"Fra Land og by   9"  Brønderslevbogen 2004
 "Fra Land og by 10" Brønderslevbogen 2006


19. Om Jerslev kirkes krucifiks

 

Og når på din dom jeg grunder, ser jeg og mit segl derunder.

Billedet her på "forsiden" er et fotografi af resterne af et ældgammelt krucifiks, der tilhører Jerslev kirke, men som siden 1930 har været opbevaret på Hjørring museum. Som man vil kunne se af billedet, er krucifikset meget medtaget. Selve korset er borte, og Kristus figuren bærer tydelige tegn på, at den på forskellige steder er nødtørftigt restaureret. At krucifikset befinder sig i denne tilstand, er ikke mærkeligt, da det menes at stamme fra ca. 125O, og det derfor antagelig er næsten lige så gammelt som kirken. Måske er det det første krucifiks, Jerslev kirke har ejet.


Menighedsrådet har sommetider overvejet at få krucifikset tilbage til kirken, men man er hidtil veget tilbage for det, dels fordi en virkelig restaurering af det ville bevirke, at der ikke blev meget tilbage af det oprindelige krucifiks, dels fordi dets stil forekommer nutidsmenesker  meget fremmedartet (1969).

Men hvad man end mener om dette 700-årige krucifiks, er det et af de mange vidnesbyrd om, hvor stor en rolle Jesu død på korset har spillet for den kristne menighed ned gennem tiderne. Korsfæstelsen har til de forskellige tiders mennesker talt stærkt om meneskets ondskab og grusomhed, samtidig med at den på en mærkelig måde er den stærkeste forkyndelse af, at »således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, for at enhver som tror på ham ikke skal fortabes men have evigt liv.               Læs kirkebladet fra 1969 her...

Sognepræst: Otto Bertelsen (1959-1971)
Fra kirkebladet Kirke og Sogn" 1969
 

Historiske Data:

14/6 1917: I korsarmen et krucifiks. Forslag til reparation: Restaurering af krucifikset

18/4 1925: Andragende til kirkeministeriet om bl.a. restaurering af krucifikset.

23/ 6 1930: Da fuldstændig istandsættelse af det gamle krucifiks ville koste ca. 650 kr. og nationalmuseet desuden frarådede dette, fordi den ville forringe den historiske værdi, vedtog man efter nationalmuseets henstilling, at krucifikset skal afgives til opbevaring i Vendsyssel Historiske museum i Hjørring som et kirken tilhørende depositum.

2/12 1930 afleveredes Jerslev Kirkes gamle krucifiks til Vendsyssel Historiske Museum i Hjørring til konservering og opbevaring. Krucifikset vedbliver at være Jerslev Kirkes ejendom og skal gives tilbage til kirken, hvis dennes bestyrelse kræver det. Dog skal i så tilfælde kirkebestyrelsen erstatte museet alle udgifter, som dette har haft til krucifiksets afhentning og konservering.  (Holger Friis, Hjørring, d. 5. dec. 1930. formand for Vendsyssel Historiske Museum P. Fredsted)

12/12 1940: Menighedsrådet vedtog at kræve kirkens gamle krucifiks tilbage fra museet i Hjørring under forudsætning af, at der af kirkens kapital kan frigøres det fornødne beløb, så det kan ophænges i kirken.

8/11 1950: Arkitekten ønskede at få det gamle krucifiks ophængt i kirken, men efter at byggeudvalget var i Hjørring og havde set det på museet, hvor skrøbeligt det er, og fået at vide, hvad det vil koste at få det restaureret, så det kan holde, nemlig ca. 2000 kr., var der enighed om, at man ikke ønskede det ophængt. Men det kan til enhver tid fås udleveret til ophængning, hvis et kommende menighedsråd ønsker det.
 

20. Altertavlen

Altertavlen er fra 1600-tallet antagelig udført af en Aalborg snedker. Billedet på topstykket forestiller Guds lammet med korsfane. Til venstre for dette billede evangelisten Lukas og til højre Markus. Altertavlens hovedbillede forestiller Kristus, der holder en alterkalk, mens han løfter højre arm som hilsen. Billedet menes at være malet af B. S. Ingemanns hustru Lucie Marie Ingemann. På de to sidefløje står  indstiftelses ordene til nadveren.

 

 

 

 

 

21. Johannes Krags
 

Alterbillede til  Jerslev kirke.

Dette billede har i tiden 1939 til 1950 været ophængt på alteret i Jerslev kirke

I anledning af, at det i Jerslev menighedsråd har været på tale at udskifte det nuværende alterbillede med det, der hænger i korsarmen, men som fra 1939 til 1950 var anbragt på alteret, har vi fra pens. lærer Th. Rasmussen, Ålborg, tidl. Jerslev skole, modtaget følgende:

På et menighedsrådsmøde i 1938 blev det enstemmigt vedtaget at lade kunstmaleren Johs. Krag - en elev af Joakim Skovgård - male et nyt billede til altertavlen. Det blev foreslået, at der i det midterste felt skulle være et billede af Kristus og  sidefløj ene fire personer, der viser menneskers forskellige stilling til Ham i tro og tvivl.

Jeg har tidligere i "Kirke og Sogn" (nr. 6, 1967-68) omtalt dette i mine øjne så smukke billede både med hensyn til farver, motiv og tale til mennesker, ganske vist på symbolsk vis.
Der vil vel altid kunne komme diskussioner i gang om kunst, navnlig når den fraviger den gængse, og er det ikke tilfældet, er kunstværket måske af mindre værdi. Vi kan jo tænke på udsmykninger af de nye kirker, der i disse år bygges i byernes forstæder, både i hovedstaden og provinsen. Man undrer sig ofte derover. Men helt fra romerrigets kristenhed har menighederne ønsket at smykke deres kirker. Reformationen ændrede meget i synet på kirkekunst, og i de følgende århundreder skiftede stilarterne, ofte forvirrende i en blanding af gammelt og nyt.
I sidste halvdel af 1800-tallet, da mange landsbykirker blev selvejende, fik man ikke så få steder nye alterbilleder - således i Jerslev kirke, men her af kirkeejeren - og disse var ofte af mindre kunstnerisk værdi.

Fra bogen "Kirkelig Kunst" (1926) citerer jeg: ,,-- også mange søde og velmenende damer, deriblandt fru B. S. Ingemann, sad og malede de rædselsfuldeste alterbilleder til afløsning af baroktidens naive, men spillevende fremstillinger". Heldigvis har vi i Danmark haft store kunstnere: Bertel Thorvaldsen, Carl Bloch, Joakim Skovgård med flere, der har givet vore kirker skønne og uerstattelige kunstværker.
 


          

Johs. Krags alterbillede blev ophængt i foråret 1939, og hen på sommeren ved de gamles udflugt, der startede med en andagt i Jerslev kirke, holdt pastor Fredsted en tale ud fra Peters brev: "Kast al jeres sorg på Gud, thi Han har omsorg for jer", og han sluttede således: ,,1 har vel alle lagt mærke til, at der siden sidste års udflugt er ophængt et nyt alterbillede her i kirken. Nogle savner det gamle og har svært ved at blive fortrolige med det nye, men årsagen er sikkert, at de endnu ikke ret har hørt, hvad det nye billede vil sige dem. Det skal vidne om, at Jesus den dag i dag lever og i sit ord er her på jorden og vil drage alle mennesker til sig. Ordene "Følg mig" samler hele hans tale til os. Han bar et kors, og han bar det selv. Korset er alt, hvad der tynger og piner et menneske, alt, hvad vi gruer for eller sukker under. Den ved korset knælende kvinde har selv prøvet at bære det, men da det var hende for tungt, kom Vorherre til hjælp. Han tog ved den tunge ende og bar det let.

Det kan ikke undre, at fred og glæde lyser ud af kvindens ansigt, og at hun trykker det kors ind til sig, som ved Jesu hjælp er blevet hende til velsignelse. Når han beder os om at følge sig, er det ikke først og fremmest for, at vi skal hjælpe ham - det skal vi forresten også - men for at Han kan hjælpe os. Han vil bære vore byrder og sorger, men vi skal - som kvinden - vedkende os, at det er vore byrder, Han bærer".

Man mærker tydeligt, hvor meget billedet betød for pastor Fredsted, og hvor gerne han ville menigheden kunne glæde sig med ham over det. Både hr. og fru Fredsted har ofte stået foran dette billede i stille andagt, og de viste det gerne frem for gæster og andre interesserede. - Men efter at billedet (ved en ikke enstemmig menighedsråds beslutning - red.) flyttedes til kirkens korsarm, kom fru Fredsted aldrig mere ind i kirken, som hun ellers holdt så meget af. Hun kunne simpelthen ikke.

Kirke og Sogn 1969

Th. Rasmussen
 

22. Kirkeskibet

Kirkeskibet der hænger i Jerslev kirke er fremstillet og skænket af centralbestyrer Oscar Nielsen fra Sterup skibet og er dateret den 24.12. 1927.

23. Døbefonten

Døbefonten i Jerslev kirke er af granit og kan stamme fra kirkens opførelse. Det er en middelalderlig døbefont med glat  kumme og rund fod. lignedøbefonte findes i Børglum Klosterkirke, Rakkeby, Vrå, Vrensted og Hørmested.

Dåbsfadet uden årstal og er lavet af messing. I Vrejlev og Hellevad kirker findes der tilsvarende fade. På dåbsfadet i Hellevad står "gørdt von køllen 1619"  så det kunne tænkes, at fadet i Jerslev er samtidigt.

Dåbskanden har et kors samt ordene: "Lad de små børn komme til mig". indgraveret.

 

 

24. Hjælp, orglet synker.
Gravkammer undersøges af eksperter

Siden fundet af graven under kirkeorglet har eksperter taget målinger af trykket på graven, og kirkeorglet er hævet op på en svær jernbjælke, så det ikke længere hviler direkte på graven. På billedet ses graver Henning Kjærgaard ved det gamle gravkammer. Fund af gamle kampesten og knogler tyder på, at det er et gammelt gravkammer, som er blevet opdaget i Jerslev kirke. Graven blev opdaget for nogle uger siden, da kirkens orgel, der står lige over graven pludselig begyndte at synke.

Nu har eksperter taget prøver af graven og det flere tons tunge orgel er hævet op på en jernbjælke så det ikke længere hviler direkte på graven. Om graven skal udforskes yderligere af arkæologer eller man nøjes med at lukke graven til igen og lave en støbning derpå er der endnu ikke taget stilling til.

Hvor gammel graven er er der i øjeblikket ikke nogen der ved noget om. Selve kirketårnet er opført i 1500 tallet - et par hundrede år efter at kirkeskibet blev bygget. Men graven kan udmærket blot være 100-300 år gammel, idet man tidligere brugte at begrave i hvert fald personer af en vis social rang i kirketårnet, hvor der tidligere bare var jordstampet gulv.

Da Jerslev kirkes orgel blev sat op i 1974, undersøgte man ikke undergrunden nærmere. Ujævnhederne på gulvet blev jævnet ud og orglet kom på plads. Først da orglet begyndte at hælde forover så man nærmere efter og opdagede graven."

IN. Vendsyssel Tidende 23.5 1987

Pulpituret i kirken  stod før restaureringen i 1927-28 på tværs i kirken, hvor på kirkens første orgel fra 1903) var placeret. I 1927 blev orglet restaureret og blev herefter placeret i det nyåbnede klokketårn. I 1974 blev orglet taget ned og piberne solgt af spejderne på det lokale loppemarked. I 1974 fik kirken sit nuværende orgel bygget af Henning Jensen fra orgel firmaet Frobenius. I 1999 blev orglet blev udvidet med 4 stemmer så orglet i dag har 13 stemmer.

Kirkens organister og kirkesangere.

Organister: Kirkesangere:
  Christoffer Thøgersen
Anker Bork Kaalund 1906-1932 Thøger Harboe Thøgersen 1878-1906
Bach Rasmussen 1932-1945 Thorvald Rasmussen 1918-1959
Jens Chr. Dissing 1945-1987 Jens Jensen 1959-1993
Marianne Hausgaard Jakobsen 1987-1991 Mogens Borup Christensen 1993-2001
Grethe Klyver Christensen 1991-1998 Rene Papé 2001-2002
Jørn Andersen 1999- Vibeke Rolskov 2003-

 

25. Organisten og læreren
Anker Kaalund.

 Anker Kaalund var organist i Jerslev kirke i 26 år og lærer ved Klæstrup skole. Han var endvidere komponist og har givet kirken sin egen koralbog og med egne  melodier.  "nærværende 40 salmemelodier skænkes herved til Jerslev kirke og menigheden som julegave med tak for kirkely gennem 26 år". En af de mest kendte melodier han komponerede og som blev brugt i kirken i mange år var til Brorsons salme "Den yndigste rose er funden." Denne melodi sendte han som en hilsen til dronning Alexandrine, der var gift med Christian den X.  De håndskrevne noder opbevares i kirken i dag og kirkens voksenkor har brugt melodien ved flere lejligheder. Desuden findes den også på Cd en "De ni læsninger" fra kirken, hvor organist Martin H Nielsen improviserer over melodien. Anker Kaalund var også leder af Jerslev sangforening. Det var før kopimaskinens opfindelse så alle korsange blev skrevet ud i stemmer til de enkelte korsangere.

                                 

Klik på bøgerne for at se lidt af indholdet....

 

26. Før kirken blev orange og blå

Før renoveringen af Jerslev kirke 1999 var kirkens bænke grå og loftsbjælkerne musegrå. På gulvet var der brune løbere pga. gulvet var blevet slidt og orglet havde sin naturlige træfarve. Renoveringen betød også ny kalkning af kirken, men inden da frilagde man  kalkmalerier i kirkens kor, men som man dog kalkede over pga. af deres tilstand.

 

26. Der er gudstjeneste på søndag...

Således lyder det i vore kirker søndag efter søndag. Præsten bekendtgør det fra prædikestolen for den tilstedeværende menighed.
Gennem dagblade og kirkeblade gives ligeledes underretning om gudstjenesten. - Og, som en sidste påmindelse lyder kirkeklokken før gudstjeneste tid, den »kalder på gammel og på ung«. Det står da til den enkelte at træffe sit valg: Skal jeg følge -indbydelsen eller sige nej, det sidste ud fra den betragtning: Er der noget at komme efter?

I salmen »Der stander et hus i vort høje Nord«, siger noget herom: Der springer en kilde, der dækkes et bord«. Gennem versene får vi at vide, hvem der gennem tiderne er kommet ind i »huset« - og hvorfor. Det begyndte jo »dengang vi som spæde blev vugget på skød, Gud Fader os der satte stævne.« Jeg har tidligere i »Kirke og Sogn « fortalt om mine første år ,som kirkesanger ved Jerslev kirke og især forsøgt at pege på den omhu, hvormed menigheden i tyverne og trediverne har værnet om Jerslev kirke.

Måske burde jeg denne gang følge tiden op til 1959, da jeg tog afsked fra tjeneste.
Det ville så blive en omtale af mit samarbejde med præsterne P. Fredsted og Tage Møller.

Jeg mindes med stor tak disse to - vidt forskellige - udmærkede mennesker og gode præster, men det bliver nu ikke denne gang. Jeg vil gå tilbage til tyverne igen.
Se, Jerslev kirke har jo gennem århundreder været - og er fremdeles - en ramme om menighedslivet i sognet i »alvor og gammen«. Her mødes vi under gudstjenesten med gudsordet, som det forkyndes fra prædikestol ved dåb og nadver, ved menighedssangen og orglets toner. Vi møder ordet fra alteret gennem epistlerne og evangelierne.

Og på de søgne dage mødes menigheden ved vielser og begravelser. - Jo, der er nok noget at komme efter og takke for. Mine tanker går mangen gang til Jerslev kirke. Der er minder om mange oplevelser, minder om sognets skiftende slægter, om venner man fik og mistede. Underligt nu at gå derinde mellem de tykke mure.
Det hænder, jeg forsøger i min erindring at se, hvorledes en gudstjeneste- omkring 1920 formede sig i Jerslev kirke. Stor forskel på dengang og nu er der nu ikke. Godt at noget ligger fast og kan bruges slægt efter slægt.

Nu skal vi så til højmesse i Jerslev kirke i sommeren 1920. Kirkeklokkens smukke toner har lydt oppe fra tårnet - ud over by og land. Enkelte kirkegængere er allerede på vej op ad kirkebakken - en time før "tid". Jeg ser dem fra mine vinduer. Der kommer N's kone - hun skal sikkert op til sin mands grav og mindes - og der er hun på »hellig jord«. Jeg ser hende komme i den mørke kirke dragt (hun skal nok til alters), på hovedet har hun et klædeligt, sort hovedklæde med frynser (kastelæ'i - kaldte man det vist). Salmebogen holdt hun foran sig i begge hænder. Og så kunne man lige skimte hendes milde og gode ansigt. I god tid gik hun ind i kirken og fandt sin »faste« plads. Det var forberedelse til gudstjeneste. .
I årene indtil 1922 holdtes skriftemål mellem 2. og 3. klokkeringning for dem, som i ugens løb havde meldt sig dertil hos præsten. Dette sker næppe nogetsteds mere, Fo1k ude fra sognet kom dengang kørende med hestevogn til kirke. Hvor så man dog mange smukke forspand og vogne. Køretøjerne kom under gudstjenesten ned i kroens gård, og hestene kom i stald. Den gamle kirke1ade ved diget var forlængst forsvundet. Ofte - i godt vejr - så man folk vente på præsten, det var Pommerencke, der kom gående fra den gamle præstegård. Der blev hilst og så fulgte menigheden præsten ind i kirken. Gudstjenesten kunne begynde.

Organisten, lærer Kaalund, præluderede. Orglet var da oppe på pulpituret, der optog en stor del af kirkens vestlige del (tårnrummet var da skilt fra hoved skibet ved en mur). Kaalund var en meget pligttro mand, der aldrig svigtede en tjeneste, ferie tog han aldrig. Han var dertil et elskeligt menneske. Han var også komponist, og flere af hans salmemelodier brugtes i kirken. Fra den daværende degnestol nær prædikestol og koret, kunne jeg skimte K. deroppe i højheden. l

Han sang altid med på salmerne, som han jo kunne udenad. Det var mere, end degnen kunne. Degnestolen var så absolut degnens eget område.
Sjæ1dent »vovede« nogen sig derind, ikke engang degnekonen, dette kunne dog afhænge af, hvem der rådede derhjemme. Fra degne stolen kunne man følge med i, hvad der skete under gudstjenesten. Herfra ledede han sammen med orglet menighedens sang og messesvarene.
Menighedens medvirken sker i særdeleshed gennem salmesangen. Intet gør vore gudstjenester festligere og mere betagende end en fuldtonende sang.
Derfor må orgelspil, forsangere eller kor ikke være så dominerende, at menighedens sang overdøves; så forstummer den efterhånden. For adskillige mennesker er sang og orgelmusik en vigtig del af gudstjenesten.
Noget større problem med hensyn til melodivalg var der egentlig ikke dengang. Det var før »de nye melodier«. Vi fulgte melodiangivelsen over salmen.
Jeg husker endnu min musiklærer på Hjørring »gamle« seminarium sige til os, der skulle have kirkesang på vort eksamensbevis: Ja, kære unge mennesker, selvfølgelig skal I kunne melodierne, men bare I kan »Hønen« og »Vognen«, så går det nok. Og det kom til at gå for os.
Gudstjenestens højdepunkt var - og er - nadveren. Der var sjælden stor altergang, hvilket måske noget skyldtes skriftemålet før gudstjenesten. Dette flyttedes dog omkring 1920-21 til efter prædiken, og er jo nu faldet bort de fleste steder, kun absolutionen er bibeholdt.
Selve altertjenesten er i tidens løb ændret. Brugen af messeskjorte og messehagel ved altergang har ikke været så. almindelig på landet som i byen. Jeg mindes ikke, nogen af vore præster i Jerslev har brugt det. Man brugte fælleskalken under uddelingen, og det kunne nok afholde nogen fra at gå til alters.

Noget andet, der afholdt folk fra at gå til alters, var ganske sikkert den fra en vis side og fra gammel tid stærke betoning af at gå værdig til alters. Hvor har dette gjort fortræd og skabt uro i mange og vel at mærke alvorligt tænkende kristne.

Under altergang i tyverne så man ikke børn under konfirmationsalderen gå til alters. Det var helt utænkeligt. Så sent som i 1955 står i en anordning: Ukonfirmerede børn kan tage del i den hellige nadver, når præsten er villig til at modtage dem.
Bortset fra konfirmationsaltergang, som altid var meget stor, kunne også Skærtorsdag og Allehelgensøndag give stor altergang. Da kom man »mand af hus« og deltog. Og så lagde jeg mærke til, at 2 eller 3 søndage kom særlig mange ude fra sognets gårde, og så var karle og piger med husbondfolke og deres børn, og da gik mange til alters. Årsagen til dette store fremmøde, der ophørte først i tyverne, kender jeg ikke.
Under nadveren og forøvrigt også under dåben, blev alterlysene tændt. Det skete under salmen efter prædiken, ellers tændtes lysene ikke. Jeg formoder, at årsagen dertil var, at man ville fremhæve stundens særlige hellighed og måske også for at henlede tanken på Skærtorsdag aften.
Med præstens messe, slutningssalme' udgangsbøn og postludiet sluttede gudstjenesten dengang som nu. Igen noget, som tiden ikke har ændret. Godt at Jerslev kirke stadig ligger på bakken, og at kirkedøren står åben.

Th. R.

Kirke og Sogn juli 1968


 

 

Til forrige side