Nyt fra gamle dage  

1. Planlægningen af Mylund kirke

2. Hvor skal kirken ligge?

3. Præst måtte betale til en hjælper han aldrig fik og en kirke han aldrig så

4. Mylund

5. Kirkholt

6. Vodskov - Øster Vrå jernbanen

Kirkens organister og kirkesangere.

Planlægningen af Mylund kirke 
Allerede før 1900-tallet har i spørgsmålet om opførelse af en kirke i Mylund været på tale. På den tid udviklede egnen omkring Mylund, Kirkholt og Pajhede sig fra at være et område med bakker, heder, moser og skove til at være et tæt bebygget område, idet mange nye hjem blev rejst.

Samtidig med denne udvikling meldte der sig et ønske om at få bygget en kirke i området. Veje og trafikmidler var jo meget anderledes end nu, og vejen til sognekirken i Jerslev føltes lang.  En af egnens beboere skænkede et stykke jord beliggende mellem Kirkholt og Mylund til formålet. Allerede i år 1900, da pastor A. F. Pommerenche blev kaldet til præst i Jerslev, måtte han forpligte sig til at afgive 100 tdr. byg årligt af embedsindtægten til dannelse af en lønningsfond »for udvidet kirkelig betjening, når pastoratet engang kom til at omfatte tre kirker«. Pastor Pommerenche og menighedsrådets formand, lærer N. A. Bo, Flyvbjerg, var ivrige fortalere for opførelse af en kirke i Mylund, ligesom Johan Sørensen, Villestrup, gjorde et stort arbejde for at få kirken opført.

Det første møde om kirkens opførelse blev holdt den 18. august 1910 på Oustruplund. I 1913 sendtes andragende om statstilskud til kirkeministeriet, men arbejdet for kirkens
opførelse blev standset af verdenskrigen 1914-18. Da bevillingssagen var i orden, kunne der tages fat på byggeriet. Den 29. oktober blev grundstenen nedlagt. To år senere stod kirken færdig. Den 14. november 1926 blev kirken indviet under festlige former. Biskop Ludwigs foretog selve indvielsen. Af indbudte gæster kan nævnes amtmanden, dommeren, politimesteren og flere af omegnens præster.

Til byggeriet havde beboerne indsamlet 12.000 kr. Staten betalte ca. 70.000 kr. og kommunen 6.000 kr. Kg!. bygningsinspektør Packness, Aalborg, var kirkens arkitekt, mens kunstmaler Valdemar Andersen, København, forestod den indre udsmykning. Bygningsarbejdet blev overdraget til murermester Møgelmose, Klokkerholm, og tømrermester Færck, Brønderslev.

Pastor Pommerenche fraflyttede sognet i 1923. Hans efterfølger, pastor Fredsted, blev derfor den første præst ved Mylund kirke.
Kilde: Kirkelig håndbog. Avisudklip.

                                                                    Mylund kirke opført 1926

Hvor skal kirken ligge?
Fra Jerslev Menighedsråds protokol vedrørende bygning af Mylund Kirke.
"Angående en ny kirke i Jerslev sogn, der er så udstrakt og trænger hårdt til en sådan, aflægges som bekendt 100 tdr. byg årligt af Jerslev sognekald til løn for udvirket præstehjælp. " Pastor Pommerencke henvender sig til biskop Frederik Nielsen og foreslår, at der tages en lille bygafgift fra Tårs og Vrejlev sogne, så man i fællesskab kan ordne de kirkelige forhold på grænserne af de meget udstrakte sogne, men forslaget vandt ikke bifald.

Pommerencke tilbyder at betjene Jerslev og Hellum med en tredje ny kirke på belejligt sted som et trekirkekald gratis til de fornødne midler er indsamlet. - og i den anledning har der været ført forhandlinger med beboere navnlig i den østlige og nordøstlige del af Jerslev sogn og navnlig om beliggenheden af kirken. Der var ingen meningsforskel om betimeligigheden af en ny kirkebygning, men derimod om beliggenheden".
Møde i Mylund Skole: "Der var fremlagt fortegnelse over bidrag navnlig fra Søhedens beboere, som efter forholdene må anses for meget anselig, men på betingelse af, at kirkepladsen blev ved, Lunderbakke, øst for Hjulskov." Men beboere af Mylund 
og omegn holdt på en plads ved Korsholt. Sognepræsten, der dirigerede mødet, der forøvrigt varede i flere timer og forløb på en sømmelig måde, prøvede alle mæglingsforslag, men forgæves. Et forslag om lodtrækning om pladserne kunne sognepræsten ikke godt gå  ind på, skønt man har set en lodtrækning I foregå i en vigtigere sag, nemlig apostelvalg".
Efterforhandling blev der holdt afstemning, der faldt ud til fordel for en placering ved Lundbakke. Et nedsat byggeudvalg kom til at bestå af tre personer fra Mylund og to fra Lundbakkepladsen, men efter et par dages forløb meldte Mylundfolkene fra. På grund af oppositionen fra Mylund kom sagen til at henligge og bliver forsinket.

Den 18. februar 1913 holder Jerslev og HelIum menighedsråd møde sammen med byggeudvalget. Der indsendes et andragende til ministeriet for kirke- og undervisnings -væsenet om "tilvejebringelse af en kirke i Aasen".
Den 13. august 1916 underskrev Jerslev og Hellum Menighedsråd samt sognepræsten en anmodning om at få bygning af kirken på finansloven. 
25. januar 1924: To lodsejere får tinglyst, at der på jord, der sælges til beboelsesbyggeri ikke må holdes høns eller andet fjerkræ.
13. juni 1924: Landbrugsministeriet har approberet, at det areal, der anvendes til kirke - og begravelsesplads vil blive ført til afgang i matriklen.
27. oktober 1926: "Angående indvielse af Mylund Kirke, som biskop Ludwigs har bestemt til d. 14. november vedtoges at åbne adgang for egnens beboeres deltagelse mod at disse selv betaler deres fortæring 5 kr. pr. kuvert. Gårdejer Hardi Andersen skaffer kogekone og lægger hus til ved forberedelsen. Festmiddagen afholdes i Fællesmål kl. 2.

Lokalhistorisk arkiv

Præst måtte betale i årevis til en hjælper han aldrig fik og til en kirke han aldrig så.

Af Poul W Glasius - tidl. præst i Jerslev/Mylund - Hellum sogne

Året er 1893. Der er indvielsesfest i Thise nordre skole, hvor næsten alle distriktets beboere er mødt frem. Sognerådsformand Niels Christensen, Thise Ladegaard, bød velkommen og fortalte skolens tilblivelseshistorie:
»For seks år siden blev der indrettet skolelokaler i Fattiggården, da skolebørn fra Filholm og Thise sogns udflyttere havde for langt at gå til Thise skole. Nu flyttes de så ind i den nye, rummelige skolebygning, der gør både sognerådet og beboerne ære. Kommunen har nu en skoleordning, hvortil kun få kommuner landet over kan fremvise magen«. Han sluttede med på sognerådets vegne at overdrage skolen til distriktets beboere.

Pastor A.F. Pommerencke 1848 - 1934

Efter en salme talte den stedlige præst A.F. Pommerencke: »1 gamle dage var det børnene, der fortalte, og læreren, der var tilhører. l vore dage er det forhold vendt om, og enhver samvittighedsfuld lærer vil nu spørge sig selvom morgenen, inden han går j skole: »Kan jeg mine lektier i dag. Mon jeg i dag har noget godt at fortælle børnene, som de vil blive glade ved. Det er af stor betydning for læreren og hans gerning, at denne har sin rod i hjemmet. Thi forældrene ejer børnenes hjerter fuldt ud og skulle stedse sørge for, at de ikke fortabes. Læreren skal først se at vinde barnehjerterne, og hvis han ikke kan det, vil hans gerning ikke lykkes.

Det vil således lyde bedre end selv den bedste prædiken for far og mor, når de små kommer hjem og fortæller et og andet, som læreren har sagt, der har vakt den barnlige interesse; således skal hjem og skole virke hånd i hånd. Ja, skolebygningen her bliver nok fredet omgående, men skolegerningen, den kan hverken skolekommission, direktion eller højere autoriteter værne. Den må beboerne selv frede og beskytte.
Her blivet det altså, at lærer Andersen for fremtiden får sit værksted, og jeg vil håbe, at han vil få mange gode og lykkelige timer, men der vil også være tunge og bitre, hvor det vil synes, som om der ingen velsignelse er i hans arbejde. Det kender vi alle til fra vor livsgerning.

Men lad os nu håbe, at Aand over Aander, den gode Helligaand, må hvile over den virksomhed, der nu skal begynde, både i lyse og mørke timer, og som de står i salmen: Guds søn har os så kær, han er børnevennen stor, han bærer barnet op til Gud på armen. Således skal også børnene her hjælpes et stykke frem på evighedsvejen til Gudfader, al godheds og kærligheds kilde, og vi vil bede om, at Guds velsignelse må] hvile over lærer Andersen og hans fremtidige gerning «.
Man sang salmen "Alt står i Guds faderhånd", og så talte lærer Andersen, og han fastslog, at Pommerenche og han var enige i deres syn på skolens arbejde.

                                                                                                Thise Kirke

Pommerencke som privat og præst
Forfatteren Jens Thise har i sit referat givet et godt indtryk af den stedlige præst:
Om præsten kan videre berettes. Efternavnet tyder på, at en fjern forfader kom fra Pommern. Adolf Frederik Pommerencke var blevet præst i Vrensted ­ Thise i 1883. Han var født i 1848 som søn af en lærer i Voldum ved Randers. Han blev teologisk kandidat i 1874 og var først huslærer hos forskellige præstefamilier, siden lærer og sognepræst på Venø. Den 8. august 1876 blev han gift med en proprietærdatter fra Djursland, Lavrette Elise Terndrup, der var født i juni 1852.
I sine erindringer giver Jens Thise en skildring af præsteparret.
I provisorietiden viste Pommerencke sig som en udpræget frihedsmand, der deltog i det politiske og folkelige røre mod Højre-regeringen. Han var kendt som en uforfærdet fortaler for frihed og parlamentarisme. Derfor måtte han ved et folkemøde i Thise Bakker finde sig i syv bevæbnede gendarmers tilstedeværelse om talerstolen en sommerdag i 1886. Efter sammenstødet mellem bønder og gendarmer på Brønderslev Marked den 6. september samme år undgik han ikke at blive forhørt af myndighederne om sin eventuelle medskyld i »slaget«, men klarede frisag.
En mand, der havde tjent som kusk og karl for præsten i et par år, fortæller om sit indtryk af pastor Pommerencke: En herlig mand var præsten, noget af en eventyrskikkelse, barsk og blød. Barnlig naiv med en umættelig livslyst, munter i godt lag, hyggelig husfar for hustru og børn og de fremmede, han havde i sit brød. Han var enten kold eller varm, men aldrig lunken. Mådehold var ikke hans sag.
Det siges også om ham, at da han ankom som ny præst til Vrensted - Thise, tør man ikke påstå, at han kom og sejrede straks. Nej, menighederne i begge sogne ville som ægte vendelboere først se ham an, inden de sagde god for ham.
Men et kunne de blive enige om: Han var en stovt mand. Der var rejsning over hans høje, harmoniske skikkelse. Man opdagede snart, at det ikke var en mand, der anglede efter folkegunst. Han indgød både tillid og respekt. Han dannede sig en selvstændig mening om tingene og havde mod til at sige sin mening og forsvare sin overbevisning, selv om han skulle støde Per eller Poul for brystet, og det gjorde han mange gange. Men alle var enige om, at han var en pæn mand i kirken, og så det, at han tog aktivt del i kirkesangen, hvilket dog nok vakte mishag hos de gamle autoriserede degne og blev betragtet som et indgreb i deres rettigheder. De yndede ikke den unge præst tagen sig selv til rette, men mente, at hver burde passe sit. Ikke desto mindre gik Pommerencke hver søndag frem og tilbage på kirkegulvet, og hans smukke og klangfulde stemme gav sangen sin rette fylde og velklang.

Pommerencke ville gerne, hvor det kunne lade sig gøre, kæde tidens begivenheder sammen med søndagens tekst og revsede også menighedens medlemmer en gang imellem, hvis han i ugens løb havde hørt noget, der stødte ham. Det var jo ikke lige velkomment alle steder, men man følte, at der stod en personlighed bag ordene. Huggene faldt til flere sider, så måtte folk tage det, som de kunne. »De løbske grundtvigianere«, som han nok selv hældede til, »de røde missionsfolk« og »de fladpandede afholdsfolk«, trods det at nogen i øjeblikket blev stødt, vandt præsten sig venner i alle lejre, og han kunne selv tåle en del.
Således sagde en kone, der var f1ittig kirkegænger, engang til ham efter en gudstjeneste: Tja, det er entj ren galt, om wi engang imell må klår wos mæ en
wagagti præken. (wag = dårlig).  For sangen dæj er oltir gue«.

Medens Pommerencke var præst i Vrensted, kom den senere forfatter A.C. Andersen, der var født i sognet, som dreng og ung jævnligt op i præstegården og var sammen med præstens børn. Anders, som han hed, skal allerede som dreng have vist digterisk begavelse og være god til at lave vers.
En dag da præsten var ude at køre, indhentede han Anders og bød ham at age med. Han gav sig i snak med Anders og sagde: »Kan du lave vers i dag?« »De wæ a entj«, svarede drengen undseligt. »Ja«, sagde præsten, »kan du lave et vers om mig, får du en 25­øre«. Det var mange penge den gang, og efter nogen betænkning begyndte Anders: »Hesten er ung, vejen er tung, og det er et væmmeligt føre«. Så standsede
drengen helt forlegent. »Nå, hvad bliver det til?« spurgte præsten, »der mangler jo en linje«. »Jamen, den tør a entj sæj«, svarede Anders. »Jo, klø bare på«, sagde præsten. Og så kom den fjerde linje, der lød sådan: »Præsti er et vrøvl til å køre«. Anders fik sin 25-øre.

Helligkilder i Thise og Vrensted
I Thise mindedes de store kildemarkeder ved årlige folkelige møder. Den vidt berømte Helligkilde, Vor Frue Kilde, havde sit udspring lidt vest for kirken. Kilden er i dag udtørret, og Historisk Samfund rejste i 1921 en sten for at markere kildens udspring.
Også i Vrensted fandtes en Helligkilde. Kilden var udtørret og sporene var forsvundet, trods manges søgen. Men Trap Danmark beretter, at sognepræst Pommerenche fandt den tilsandede kilde ved sydøst­hjørnet af kirkegårdsdiget ca. en meter under vejbanen. I 1912 flyttedes vejen, kilden genåbnedes, og der blev placeret et anlæg om den, Ved kilden har Historisk Samfund i 1923 rejst en mindesten for Sct Thøgers Kilde.                                              

Vor Frue Kilde i Thise

Fru Pommerencke
Fru Pommerenche var en smuk og hjertensgod kvinde, en opofrende hustru og moder. Hun delte sin dag mellem hjemmet og sognets syge og fattig. Der var ikke så ussel en hytte, at hun ikke bragte hjælp, når der trængtes i form af mad, klæder og trøstende ord. Hun var en rigtig præstefrue i dette ords gode gammeldags betydning. Og menigheden agtede hende for hendes opofrende virke.

Det vakte derfor sorg overalt, da man lige efter nytår 1894 hørte det triste budskab, at præstefruen var død i barselseng efter at have født tvillinger, to drenge. Der var megen medfølelse med det hårdt ramte hjem, hvor præsten stod tilbage med en børneflok på syv, der nu var forøget med de to spæde. På begravelsesdagen mødte langt flere op, end kirken kunne rumme. Fra sognene mødte omtrent alle, der kunne være hjemmefra. Præstefamiliens slægt og fjernere boende venner var også mødt. Jens Thise fortæller: Dyb sorg og medfølelse prægede det store følge, og det blev en højtidsstund, som endnu står levende i min erindring. Nu efter halvtreds års forløb.

                                  Jerslev Præstegaards have  ved vindtertid 

Ny præstekone - nyt embede
På den tid var der i præstegården en 22­årig lærerinde for børnene, frøken Elise Katrine Nielsen, Kolding. Hun holdt af børnene og vel også af præsten, for det følgende år i april blev hun og præsten viet. Den unge frue blev en god moder for de mange børn. I tidens løb kom der lige så mange til, så flokken til sidst talte 17 levende børn.
Man vil forstå, hvor meget der var at se til for den unge moder og præstefrue. Foruden varetagelsen af hjemmets og husmoderens pligter måtte hun også repræsentere ved festlige lejligheder, og præsteparret var velsete gæster overalt.
Det er klart, at præstens økonomi som regel var noget anstrengt. Den store børnefloks underhold og uddannelse kostede, så det var kun ved strengt gennemført sparsommelighed og en fornuftig levevis, det lykkedes at.klare skærene og bevare livsglæden.

Som forholdene var, kunne præsten nok af flere grunde ønske en forandring i familiens liv, så da det vel aflagte Jcrslev - Hellum pastorat blev ledigt, søgte Pommerencke embedet, og i efteråret 1900 blev han kaldet til sognepræst for Jerslev - Hellum menigheder.

Efter nogle smukke og hjertelige afskedsfester flyttede familien til Jerslev gamle, smukke præstegård, der endnu kan ses lidt vest for Jerslev by fra vejen mod K1æstrup.

Da Pommerencke kom til Jerslev, konstaterede han, at den store Jerslev kirkegård var i en slem uorden. Der var ikke en samlet plan for gravstederne, men det hele bar præg af tilfældigheder uden gennemførte gange. Det fik Pommerencke rettet op på, så kirkegården blev reguleret med lange, lige gange, der tillod bekvem adgang til de forskellig grave. Det var et stort og sendrægtigt arbejde, der krævede mange og lange forhandlinger med enkelte uvillige gravsteds­ejere. Det føltes som et stort gode, da reguleringen omsider var gennemført.

Nye skikke og nye udgifter
Ikke alt nyt huede pastor Pommerencke. Den gamle skik, at menigheden, det vil sige mændene, rejste sig, når præsten gik på prædikestolen, var bevaret i Vrensted og Thise, men i Jerslev og Hellum var denne skik ophørt, hvad Pommerencke ærgrede sig over. »Nej, der blev mændene siddende så fast, som havde, de enden skruet fast til bænken«, erklærede han engang indigneret.

Embedet blev dengang anset for at være det bedst aflagte i provstiet. På embedet var der en mindre hæftelse, hvor præsten i lighed med de andre præster i stiftet hvert år betalte 100 - 200 kr. til Aalborg Kloster, der fungerede som plejehjem og hospital. Desuden måtte han efter den tids ordning betale en ottende del af sin indtægt til Sin forgængers enke, så længe hun levede. Det var en betragtelig del af indtægten, der gik til denne pension, der først faldt bort ved provstinde Sørensens død i 1905,

Kirkesag om opførelse af ny kirke
I Jerslev sogn verserede en kirkesag. Biskoppen i Aalborg skrev omkring årsskiftet 1900 i et hyrdebrev til alle menigheder i stiftet, at en ny kirke på Åsen i Jerslev var et af de spørgsmål, der trængte sig på. Hvordan sagen videre blev behandlet, har det ikke været muligt at undersøge, idet Aalborg bispearkiv netop fra disse år er gået tabt ved en brand under 2. Verdenskrig. Men en embedsbog, såkaldt  "Liber daticus for Jerslev - Hellum pastorat påbegyndt 1875" giver spredte oplysninger: Her gengives en skrivelse fra biskop Møller i Aalborg, der meddeler, at han vil holde visitats i Jerslev og Hel1um torsdag den 8. og fredag den 9. oktober 1908. Biskoppen skriver, at om eftermiddagen den 8. oktober beses foreslåede p1adser til den nye kirkes opførelse. Derefter forhandling med menighedsrådet og møde med beboerne om kirkesagen.

På følgende side, pag. 75 i nævnte protokol, er der et mærkeligt notat: Efter notering om af1øsning af tienden efter bestemmelserne af 15. maj 1903 § 24, hedder det: hvorefter kornafgift efter kapitelstakst, som påhviler embedet efter lovens § l opgives til Stiftsøvrigheden, afgiften for Jerslev - Hellum pastorat: 100 tønder byg til opsamling af et fond til udvidelse af de gejstlige embedskræfter i pastoratet, oprettelse af et kapellani pro loco for menighederne og opførelse af en ny kirke i Jerslev sogn.
Efter nævnelse af forskc11ige tiendebeløb, slutter indførelsen i protokollen med følgende bemærkning og underskrift: Således opgivet den 24. oktober 1908 (sign. Pommerencke). Som nævnt er Aalborg bispearkiv gået tabt, så nærmere oplysninger om dette har" det ikke været muligt at fremskaffe.
100 tønder byg efter kapitelstakst er en ikke ringe byrde at pålægge embedet. Summen varierer efter størrelsen af kapitelstaksten. Der er år, hvor hæftelsen
svarer til en sjettedel af præstens indtægt. Man kunne derfor vente, at bestemmelsen var tinglyst ved Børglum Herreds ret, men ifølge Landsarkivet for Nørrejylland foreligger der ingen tinglysning, hverken for embede eller person. Det var vanskeligt for pastor Pommerenche at betale denne afgift. I Jerslev præstearkiv ligger en kladde til et brev til biskoppen, hvor præsten på grund af dårlig høst beder om henstand med betaling af afgiften. Et referat af biskoppens svar foreligger også. Præsten bevilges henstand under hensyn til, at han ellers har betalt punktligt gennem årene, men kun henstand denne ene gang. Det må ikke gentage sig.

Andre steder har man taget mere lempeligt på en sådan betalingspligt.
Historikeren P. G. Lindhardt fortæller sålcdes i sin bog om præsten Morten Pontoppidan, at denne ved sin kaldelse til Stenløse og Veksø i året 1902 blev pålagt at betale 330 tønder byg efter kapitelstakst til stiftsmidlcrne, men Pontoppidan betalte aldrig. Da han havde fået fem rykkerbreve fra Stiftsøvrigheden, der alle forblev ubesvarede, fik han fred.
Lindhardt tilføjer, at Københavns Stiftsøvrigheds arkiv ikke har kunnet bekræfte sagen, men føjer til, at den bærer sandsynlighedens præg.
Men Pommerencke betalte troligt gennem årene til den kapellan, han aldrig fik.
Det berettes, at præsten var en ildsjæl i arbejdet for kirkebyggeriet. Efter lange forhandlinger godkendte kirkeministeriet omsider et overslag på 80.000 kr. til den nye kirkes bygning efter tegning af arkitekt Packncss, Aalborg. Inden byggeriet kom i gang, havde ministeriet krævct, at der fra privat side indsamledes et beløb, der sluttelig blev sat til 18.000 kr.

Pastor emeritus
Kirkeindvielsen kunne omsider finde sted den 14. november 1926, men i 1923 havde præsten måttet tage sin afsked 75 år gammel, og præsteparret flyttede til Hel1erup. I 1934 døde pastor Pommerencke. Han og hans hustru ligger begravet på Jerslev kirkegård, øst for kirkens kor. Her er der rejst en smuk mindesten over dem, skænket af menighederne i Vrensted - Thise og Jerslev - Hellum.

Men på Åsen i Mylund løfter kirken sig som en katedral - høj og skøn som et synligt minde om den farverige og energiske præst Pommerenckes indsat gennem årene.

Pommerenckes gravsted på Jerslev kirkegård.

("Fra Land og  By 8",  2002 Brønderslevbogen)

Erindringer om pastor Pommerencke.

Uddrag af en artikel af lærer Eyvind Holmen, Klim.

Pastor Adolf Frederik Pommerencke, præst for Jerslev-Hellum menigheder i årene 1900-1923, var en myndig, selvstændigt tænkende og handlende person, og når han følte det betimeligt at påtale uheldige forhold i sognebørnenes liv, faldt det ham sædvanligvis ikke ind at moderere sin skarpe udtryksform. Fornærmelsen og surheden, som den ligefremme tiltale undertiden kunne fremkalde, tog han sig let.

Præcision var ikke Jerslev-boernes stærke side, hvilket især kunne iagttages ved begravelser, hvor følget først samledes i hjemmet. Opbruddet derfra til kirken kunne godt være en times tid forsinket, men ved en sådan lejlighed hændte det, at en fiffig bonde, der havde forudanet ventetidens ugunstige virkning på pastorens sindstilstand, fik en fortræffelig ide, idet han stillede sit ur en time tilbage og anbefalede andre at gøre det samme. Stillet over for sognebørnenes således korrigerede tidsregning tabte pastor Pommerencke snart tilliden til sit eget urs tilregnelighed og bøjede sig loyalt for majoritetens ret. Da han senere blev klar over sagens rette sammenhæng, bar han ingen sure miner til skue, thi denne til tider lidt barske herre havde fået tilmålt en betydelig portion humoristisk sans og var ikke sart, selvom løjerne skete på bekostning af hans egen person.

Pastor A. F. Pommerencke, som var lærersøn fra Voldum ved Randers, født den 31. marts 1848, øvede gennem fyrre år en dygtig og energisk præstegerning i to vendsysselske pastorater. Vrensted-Thise (1883-1900) og Jerslev-Hellum (1900-1923). Ingen af de kirkelige retninger kunne uden videre tage ham til indtægt for deres synspunkter, selvom hans sympati for grundtvigianerne var umiskendelig. Men det kunne udmærket falde ham ind fra prædikestolen at anvende udtryk som »de løbske grundtvigianere« analogt med f. eks. »de røde missionsfolk« og »de fladpandede afholdsfolk« .

Når han forvaltede de af Kristus indstifte de hellige handlinger, dåb og nadver, var den revsende røsts skarphed derimod altid veget for »dette bløde, men indtrængende tonefald, der både griber, fastholder og skaber højtid« (Jens Thise).
En karakteristik, som i få ord rammer noget væsentligt om præsten, er givet af en mand, som i et par år tjente som kusk og karl i Jerslev præstegård: »En herlig mand var pastor Pommerencke, noget af en eventyrskikkelse, barsk og blød, barnligt naiv, med en umættelig livslyst, munter i et godt lag, hyggelig husfader for hustru og børn og de fremmede, han havde i sit brød. Han var enten kold eller varm, mest det sidste, men aldrig lunken.

Mådehold var ikke hans sag. Kalder vi ham en renæssanceskikkelse, går vore tanker med alt forbehold i den rigtige retning«.
Tiden var ladet med politisk spænding, da pastor Pommerencke i 1883 kom til Vrensted, og konseilspræsident Estrup havde truffet ekstra sikkerhedsforanstaltninger som værn mod faretruende tendenser i store befolkningsgruppers holdning til hans stædigt fastholdte regeringsledeise, og efter attentatforsøget i 1885, da typografen J ulius Rasmussen affyrede to revolverskud mod Estrup, som dog slap med skrækken, oprettedes et særligt politikorps - de blå gendarmer - til skærpet kontrol af folkets politiske meningsdannelse. Pastor Pommerencke forholdt sig ikke passiv i provisorietidens forbitrede strid mellem Højre og Venstre, men var kendt som en uforfærdet fortaler for frihed og parkmentarisme. Derfor måtte han ved et folkernøde i Thise bakker en sommersøndag 1886 finde sig i syv bevæbnede gendarmers årvågne tilstedeværelse omkring talerstolen, og efter slagsmålet mellem gendarm~r og bønder på Brønderslev marked den 6. september samme år undgik han ikke at blive forhørt af myndighederne om sin medskyld i det passerede.
Den 3. januar 1934 døde pastor Pommerencke, knap 86 år.

Den store sten øst for Jerslev kirke er skænket af præstens vendsysselske menigheder.
 

"Kirke og Sogn" 1970 marts

Mylund  
Hvornår Mylund byer opstået vides ikke nøjagtigt, men forsamlingshus, mejeri og brugsforening er opført omkring århundredskiftet (1900). af

Forsamlingshuset, der blev kaldt "Fællesmål", blev bygget i 1892. Huset lå omtrent, hvor Koldbrovej udmunder i Mylundvej. Da den nye vej blev en realitet i 1953-54, lå forsamlingshuset i vejen og blev derfor revet ned. Huset rummer mange minder for den ældre generation, Kommunen gav erstatning for nedrivningen, og beboerne ville forsøge at køre traditionen med et forsamlingshus videre. Kirkholt Kro var på det tidspunkt atholdshotel og var til salg. I 1956 købte bestyrelsen for det nedlagte "Fællesmål" afholdshotellet, men det lykkedes ikke at genskabe stemningen fra det gamle hus, Minderne var måske for stærke.  

                                                                                                       Mylund Mejeri

Mylund Mejeri startede egentlig i Koldbro i 1888 som et fællesmejeri. Det gik ikke særlig godt, så allerede i 1893 flyttede mejeriet til Mylund. En del byggematerialer fra Koldbro blev anvendt, ligesom mejerimaskinerne og sågar mejeribestyreren flyttede med. Mejeriet kørte godt, indtil smørproduktionen i 1950 blev flyttet til Kærnecentralen i Hjørring. Hermed var rationaliseringen i gang, og i 1960 blev Mylund mejeri nedlagt. Bygningerne blev solgt og indrettet til cementstøberi, der i en årrække havde en ret stor produktion af især havefliser. Senere blev mejeribygningen indrettet til keramikerværksted med kunstudstillinger. Mejeriets skorsten blev væltet i 1991.

Brugsen i Mylund blev opført i 1898. Den blev bygget, hvor det nuværende Tårsvej 12 ligger.
I 1939 blev Brugsen flyttet over vejen til Tårsvej 29. En af de sidste uddelere var P. N. Jensen, der i 1970 blev borgmester for den nye storkommune. I 1990 blev Brugsen nedlagt, og den østlige del af Jerslev sogn var hermed uden dagligvareforretning.
I 1920'erne startede en træhandel på Tårsvej 35. Den udvidede sortimentet med købmandsvarer, men folk forlangte stadig, at købmanden skulle kunne "bunde" træsko. Byen havde flere taxa-forretninger med mere eller mindre professionelle chauffører.
På Korsholtvej 19 byggede Hans Christensen, Norge, hus, hvorfra han drev vognmandskørsel med lastbil. Hans kone, havde en lille butik med papirvarer, garn og andre småting. Butikken bestod kun i kort tid. Hans Norge, som han kaldtes, kørte varekørsel for Brugsen, kørte med svin og med kvæg til Kvægtorvet i Ålborg. I de seneste år kørte han også mælk til Mylund Mejeri. Da det blev almindeligt at køre med sneplov, fik han også denne kørsel. Omkring 1970 blev vognmandsforretningen nedlagt.
I byen var der ligeledes et tømrerværksted, som Hen­ry Høtoft drev fra 1944 til midt i 1980' erne.

Der har sandsynligvis været smedje i Mylund fra omkring århundredskiftet. Det vides, at smedjen, der lå på Korsholtvej 29, i 1921 blev købt af Søren Mikkelsen. Før ham har der i hvert fald været to smede, som man har kendt navnene på.
Omkring 1910 blev det aktuelt at oprette en telefoncentral i Mylund. Den blev installeret i beboelsen ved smedjen og havde ved starten 11 abonnenter. Centralen blev nedlagt i 1972.

I 1939, da den gamle brugs blev nedlagt, købte den daværende smed bygningerne og indrettede smedeværksted i det gamle pakhus. Den sidste smed i Mylund var Tage Houmann. Omkring 1980 mente han ikke, at der ikke var grundlag for at føre smedjen videre.

I 1950 fik maskinstari tionen "Høj vang" sin spæde start og udviklede sig støt og roligt til et stort foretagende, der kunne klare ethvert ønske om arbejde inden for såvel landbrug som entreprenørarbejde.

I begyndelsen af 1900-tallet var der ikke mindre end tre teglværker i Mylund og omegn. Hvornår de er oprettet vides ikke, men de stoppede alle produktio­nen omkring l.verdenskrig 1914 - 18.

Foreninger
Der har i årenes løb været mange foreninger i Mylund. Fra gammel tid var der forsamlingshusforeningen. Senere har der været ungdomsforening, gymnastikforening, husflidsforening, transformatorforening, kontrol forening og kvægavlsforening. Der har naturligvis også været en borgerforening. Den blev i 1982 slået sammen med ungdomsforeningen. I 1996 skete der en ny sammenlægning, idet borgerforeningen og en forholdsvis ny teaterforening blev slået sammen til Kirkholt-Mylund Borger-og Teaterforening.

Skoler
Der har ligget skoler forskellige steder i Mylund. I 1956 blev skolen på Mylundvej indviet.
Den blev bygget efter en skolelov fra 1934 og var den eneste skole, der var bygget efter denne lov. Det blev en fireklasset skole med tre lærere. Børnene fra Søheden skole kom nu til at gå i den nye skole i Mylund.
Beboerne var glade for den nye skole, men allerede ved indvielsen dryppede der malurt i bægeret, idet Jerslev og Hellum sogneråd allerede på det tidspunkt var begyndt at drøfte muligheden for at bygge en centralskole eller forbundsskole mellem de to kommuner.
Allerede i 1962 blev børnene fra 4. klasse og opefter flyttet til centralskolen i Jerslev, og Mylund skole blev forskole for de tre første årgange. Senere blev børnene fra Sterup og Hellum forskoler flyttet til Mylund, hvor de gik, indtil skolen blev helt nedlagt i 1977. Det var et stort tab for egnen at miste sin skole - og dermed også mødelokaler.

Skolebygningerne har efter nedlæggelsen ført en omtumlet tilværelse. Efter at have stået tom et stykke tid blev der teaterkostumecenter i skolen. I 1987 nedbrændte gymnastiksalen. Det blev herefter opgivet med kostumecenteret. Senere var der udsigt til, at der blev etableret en mindre industrivirksomhed, men det blev forpurret af myndighederne. Fra 1990­1993 var der kunst - og studiecenter i bygningerne. Herefter fremstillede et svensk ægtepar undervisningsmidler i bygningerne. Skolebygningen er nu i privat eje. Et lokale bruges som valglokale ved kommune - og folketingsvalg.

Kilde: Hartmann Andersen: Som jeg så det - og som jeg ser det (1988).

Kirkholt
Man kan dårligt sige Mylund uden at sige Kirkholt og omvendt. Når hverken Kirkholt eller Mylund blev større, end de blev, skyldes det sikkert, at i stedet for at samle de forskellige foretagender på et sted blev de spredt i et område med en radius på to - tre kilometer.

Indtil for ca. 60 år siden blev Kirkholts gamle navn Lunderbak brugt, i hvert fald af den ældre generation.

Lunderbak er navnet på den ret høje bakke nordøst for byen. Det var en slags festplads, der huskes som et pænt og velholdt sted med gynger, vipper og sandkasse.

Byggeriet i Kirkholt er sandsynligvis startet på grund af de gode arbejdsmuligheder i den nærliggende Pajhede Skov. I hvert fald arbejdede en stor del af byens beboere i 1930 - 40'erne i Pajhede Skov, der dengang havde eget savværk.

"I årene 1935 - 50 havde Kirkholt i forhold til byens størrelse mange forretninger. På den vej, der nu hedder My1undvej, lå der en skomagerforretning. I en årrække var der købmandsforretning i nr. 18. I nr. 22 var der i få år en slagterbutik. Ved siden af - i nr. 24 - var der en cyke1handel. Indehaveren var Peter Høwen (Højen), der var født på gården Højen i Søheden. Butikken havde ry viden om, for i Peter Høwens butik kunne man købe dimser og dippedutter af enhver art, og som ikke kunne findes andre steder. Peter Høwen var tillige hjemmeslagter, en beskæftigelse han havde lært i sit hjem, hvor hans far, Ole Høwen, opkøbte dyr, slagtede dem og derefter med hestevogn kørte rundt for at sælge kødet. En overgang blev der også drevet grovsmedeværksted i forretningens baghus. Da cykelværkstedet blev nedlagt, blev der smede - og maskinværksted i bygningen, der senere blev rammen om et bilværksted.

På Søhedenvej 5 har der været brød - og mælkeudsalg. Mælkeprodukterne blev leveret fra Mylund Mejeri. På Søhedenvej 19 lå Kirkholt Cementstøberi. Lidt tilbagetrukket for købmandsforretningen lå savskæreriet, der i 1930' erne var en ret omfattende virksomhed. Ejeren drev samtidig et mindre mølleri. Af håndværkere har der været flere murere bosat i byen, og på Mylundvej 9 var der en tømrervirksomhed.

                                                                                                                       Kirkholt kro

Kirkholt Kro blev opført i 1930. Den blev i en lang årrække drevet af Gurli og Svend Larsen. I den tid var kroen ikke alene kro, men også forsamlingshus. Der blev holdt aftenskolekurser, generalforsamlinger og møder af forskellig art. Den lokale teaterforening øvede her og opførte sine teaterstykker. I mange år var det et hit at tage til bal på Kirkholt Kro. Jodle Birger gæstede flere gange kroen og underholdt med sine elskede sange. Desuden holdt folk fra Kirkholt og omegn deres fester på kroen, der var kendt for sin gode mad. Et ønske fra kroejernes side om at måtte opstille Mobile Homes kunne amtet ikke imødekomme. I 1993 gik kroen på tvangsauktion og blev herefter i kort tid drevet af Ingrid Hundrup og Johnny Johansen. Omkring nytår 1996 - 97 blev kroen købt af antikvitetshandler Ernst Jacobsen, der åbnede antikforretning i januar 1997, og som sådan fungerer bygningerne stadig.

Fra 1924 - 1950 gik Vodskov - Østervråbanen gennem Kirkholt. I Kirkholt var stoppestedet kun et trinbræt. Mens man ventede på toget, kunne man stå i læ ved en såkaldt "paraply", et firkantet hus med bænke rundt om. Nærmeste station var Mylund. Banens korte levetid skyldtes, at den blev anlagt for sent. Bilismen, både privatkørsel og transport, gjorde ret hurtigt banen overflødig.

Kirkholt har også haft flere foreninger. I sin tid havde byen en selvstændig borgerforening, men på et tidspunkt blev den slået sammen med Mylund Borger­forening, Der var idrætsforening med fodbold og boksning, I de hårde og snerige vintre først i 1940' erne blev" Skiløberforeningen for Kirkholt og omegn" oprettet Den havde flere end 100 medlemmer, men fik dog ingen lang levetid.

Kirkholt har en naturskøn beliggenhed tæt på Jyske Ås. Søheden Plantage blev beplantet omkring 1900­tallet Arealet har tidligere været hedelodder, der tilhørte omegnens gårde. Beplantningen blev foretaget af Jens Lousig og var færdiggjort i 1924, hvorefter kommunen overtog den. Plantagen er senere blevet fredsskov.

Siden 1991 har der været naturskole i Lunken. Lunken var oprindelig en landbrugsejendom. Den ene af de to nærliggende søer blev af egnens ungdom brugt som "badeanstalt". Efter at gården brændte i 1966, købte Hjørring Seminarium det uskadte stuehus og bruger det som en form for lejrskole.
En nyopført lade fungerer som naturskole for Brønderslev kommunes børn, idet børn fra både skoler og børnehaver kommer på besøg og med naturvejledernes hjælp oplever og udforsker naturen. Naturskolen har været en stor succes og giver hvert år mange børn gode oplevelser.
Naturskolen besøges også af foreninger og private selskaber, der ønsker traveture i skoven med naturvejlederne som guide.
Der arrangeres i løbet af et år 12 gratis ture med forskelligt indhold. Disse ture er særdeles velbesøgte. Fra starten var det friluftsrådet, der støttede arrangementerne, men disse er nu overgået til kommunen. Der er udarbejdet naturfoldere, der kan fås på biblioteket og turistkontoret
For få år siden oprettedes et Søheden-projekt: Skoven er din. Her får borgerne mulighed for at plante et stykke skov. Formålet med dette er at forvandle skoven fra mørk granskov til en varieret skov og tillige skabe et ejerforhold.
Søheden-projektet støttes af kommunen og friluftsrådet i fællesskab.

Kilde: Hartmann Andersen: Som jeg ser det - og som jeg så det 1988.

Vodskov - Øster Vrå Jernbane

Damptogets vej til Nordjylland
Jernbanernes historie går kun 170 år tilbage. Verdens første jernbane til damptog blev indviet i England i 1825. Her i Danmark udstedte Kong Christian den 8. en forordning om ekspropriation til jernbaner den 5. marts 1845.2 år senere blev Danmarks første jernbane åbnet mellem København og Roskilde.

I 1850'erne anlagde man de første jyske baner. De bevægede si langsomt mod nord. I 1862 nåede banen til Arhus. Derefter førtes den mod nordvest over Langå, Viborg og Skive. Banen nåede Struer i 1864. 5 år senere fik Aalborg sin første jernbane.

Forsinkelsen af banen til Aalborg fik stor betydning for udviklingen i det nordlige Jylland.

I århundreder havde Aalborg nærmest haft monopol på handelen i Nordjylland og i hele Limfjordslandet. Langå-Struer Banen betød, at Aalborg mistede sit monopol i den vestlige del af Limfjordslandet.

Vendsysselbanen
Allerede i l850'erne diskuterede man, hvor en kommende Vendsysselbane skulle gå. Den l. december 1856 behandlede Rigsdagen et forslag om en bane fra Nørresundby over Hallund og Hellum og videre til Sæby eller Frededkshavn.

Den indflydelsesrige konservative politiker 1. C. H. Fischer var en ivrig fortaler for denne linieføring. Han var dengang folketingsmand for Sæby-kredsen. Senere (i 1875- 80) blev han kirke- og undervisningsminister i Estrups godsejer regering.

I august 1864 kom Fischer i ledelsen af den nystartede "Augustforening". Denne forening ville ændre Grundloven til gavn for godsejerne. Foreningen nåede sit mål i 1866.

Sæby-kredsens vælgere brød sig ikke om godsejerstyre. Derfor blev Fischer udskiftet med en lokal kandidat ved grundlovsvalget i 1866.

I 1867-68 træffer Rigsdagen de sidste beslutninger om det overordnede banenet. Sæbykredsens nye folketingsmand havde ikke samme gennemslagskraft, som Fischer havde haft. Derfor kunne han ikke hindre en vestlig linieføring af Vendsysselbanen.

Et kompromisforslag om en linieføring gennem Jerslev blev stoppet, fordi Jerslev            sogneråd frygtede "import af arbejdsproletarer". "Dette betød, at banen fra Nørresundby til Frederikshavn nu skulle en omvej over Hjørring. Denne bane blev åbnet den 16. august 1871, Den nye linieføring betød at Brønderslev blev Midtvendsyssels store by, Var forslaget fra 1856 blevet gennemført, så havde Hellum eller Hallund måske været købstad i dag.

Sidebaner i Øst- og Midtvendsyssel                              *

I slutningen af 1800-tallet blev der bygget flere jernbaner i Vendsyssel. I 1899 fik Østvendsyssel således sin egen bane (fra Nørresundby over Dronninglund, Dybvad og Hørby til Sæby). Der var stadigt en del hvide pletter på Vendsyssels jernbanekort. I Østvendsyssel var der planer om en vestlig bane, der skulle gå fra Dybvad over Flauenskjold og Hellum til Vodskov.

I Midtvendsyssel arbejdedes der med planer om 2 nye baner: Frederikshavn-Brønderslev og Hjørring-Sæby. Frederikshavn-Brønderslev Banen blev aldrig til noget Derimod blev Hjørring-Øster Vrå-Hørby (Sæby) Banen åbnet i 1913. Flauenskjold ligger i Voer sogn. Et par sogneafstemninger i Albæk-Voer kommune afviste banen Dybvad-Flauenskjold- Vodskov.

Den planlagte bane kunne nu kun reddes, hvis man kunne enes om en anden linieføring. I 1907 henvendte 58 repræsentanter fra de berørte sogne sig derfor til trafikministeren. 53 af dem beder ministeren om at støtte en linieføring vest for Den jyske Ås

 (Vodskov-Hjallerup-Klokkerholm-Hellum-Kirkholt-
Mylund-Øster Vrå).

I maj 1908 vedtager rigsdagen en anlægslov for denne bane.

Anlægget af Vodskov-ØsterVrå Banen       

Det første der sker, er, at 15 fremtrædende mænd på egnen søger bevilling på banen. Amtmand Nørgaard, Hjørring, bliver formand for bevillingsansøgerne. Proprietær Holst Hansen, Korslund (mellem Hallund og Røgeihede), kommer i forretningsudvalget

Blandt bevillingsansøgerne træffer vi bl.a. proprietær G. Nyholm, Hellumlund, gårdejer Chr. Tveden, Øster Tveden, og gårdejer Johan Sørensen, Villestrup.

Koncessionen bliver bevilget den 30. april 1914. Nu skal banens endelige linieføring fastlægges, og banen skal udstikkes i terrænet.

I juli 1914 var man nået så langt, at ekspropriationskommissionen kunne besigtige 'den planlagte bane.

Det videre arbejde bliver forsinket af 1. verdenskrig (1914-18). Projektet bliver dog udbudt i entreprise i 1916, og jordarbejderne er færdige i 1919. Nu viser det sig, at det er umuligt at få skinner.

Arbejdet blev genoptaget i sommeren 1922. Banen blev indviet den 20. maj 1924. Der kom således til at gå hele 16 år fra loven blev vedtaget, indtil den nye bane blev indviet

*

Arbejdsholdet fra en grusgrav i Hellum, da jernbanen blev anlagt

Mange forventninger til den nye bane
Da diskussionen om den nye bane var på sit højeste i 1905-08 havde man store forventninger til en ny banes betydning for egnen. Brønderslev var vokset meget siden åbningen af Vendsysselbanen i 1871. Efter 1899 voksede Dybvad Stationsby op på åben mark ved Sæby Banen. Man håbede, at den kommende bane ville få lige så stor betydning for egnen ved Jyske Ås.

Da banen blev indviet i 1924 var forventningerne skruet noget ned. Nu var man klar over, at bilerne kunne blive farlige konkurrenter. Allerede før 1920 kørte der en rute- og fragtbil mellem Aalborg og Løgstør. Hjallerup fik bil­forbindelse til Aalborg inden 1924. I 1932 var Aalborg blevet udgangspunkt for et tæt net af rute- og fragtbiler.

Banens økonomi
Pengene til anlægget af banen blev skaffet ved, at staten betalte halvdelen af udgifterne, mens de 2 amter (Hjørring og Aalborg) betalte i alt en sjettedel, og kommunerne betalte i alt en trediedel. En meget beskeden del af anlægssummen bestod af private tilskud.

Banen løb gennem et tyndt befolket område. Den skulle dele nord-syd trafikken med 2 andre baner (Sæby Banen og Vendsyssel Banen). Derfor var dens økonomi dårlig. Kommunerne og de 2 amter måtte dække det årlige underskud.

*
Godsfrimærker for Vodskov - Østervraa banen

De nye stationsbyer
Bortset fra Kirkholt var stations byerne på banen ældre end banen. Dette hænger sammen med, at der gik 16 år fra banen blev besluttet, til den blev åbnet. I disse år satte initiativrige folk gang i udviklingen i de kommende stationsbyer.

Efter Sæby Banens åbning i 1899 havde Vodskov gennemløbet en kraftig udvikling.

Det nuværende Hjallerup er opstået efter, at hestemarkedet flyttede hertil. I 1924 havde byen 
udviklet sig til en driftig forretningsby med ca. 1.000 indbyggere. Udviklingen af Klokkerholm by startede i 1906. I 1924 var der 400 indbyggere her.   

   *        *   

Hellum Station,  pakhuset yderst til højre                  Røgelhede Station

I Hellum var der vokset en lille by op ved landevejen Brønderslev-Dybvad. Her var der 12 huse i 1923. Imellem Hellum og Øster Vrå var der ingen byer. Her blev der lagt en station ved Mylund, og der blev oprettet nogle trinbrætter, hvoraf Kirkholt blev det vigtigste.

  *   *

Toget holdt ved et trinbræt i Kirkholt ved         Mylund station
en såkaldt "paraply"  dvs en  bygning med 
bænke rundt om.  

I de 26 år, som banen eksisterer, vokser de gamle byer langs banen, og der opstår en ny by i Kirkholt. Det er arbejdspladserne i Pajhede Skov og på savskæreriet, der er baggrunden for, at Kirkholt by opstår.

Banens opgaver
Da banen blev planlagt, håbede man, at den vil le få stor betydning for egnens landmænd, dels ved at levere mergel til kalkning af jorden, dels ved at transportere svin til slagterierne.

Dette kom ikke til at holde stik. Inden 1924 anlægges der smalsporede baner, der forsyner det meste af egnen med mergel. I midten af 1920'erne bliver det almindeligt at levere svin pr. lastbil.

De landmænd, der stadig brugte jernbanen, leverede deres grise ved baner, der gik direkte til slagterierne. Således kørte landmændene i Mylund dere slagtesvin til Tranget Station på Hørby Banen, hvorfra toget kørte direkte til Hjørring Slagteri.

Banen løste de samme opgaver som andre privatbaner. Eleverne fra øster Vrå Realskoles sydlige opland (ned til Klokkerholm) brugte banen, når de skulle i skole.

Motorvognen M21 Østervrå station fyldt med skoleelever. Vognen havde  46 siddepladser 12 ståpladser.

*

Gruset fra banens egen grusgrav i Hellum blev transporteret ad banen.

Hjallerup Marked var banens store dage. Så var togene så lange, at det kunne blive  nødvendigt at spænde 2 lokomotiver for togstammen.

Særtog ved Hjallerup station i 1932 der trækker 40 vogne læsset med heste, der skulle mod Aalborg og videre til Tyskland.                  

*

Krisen i 1930' erne betyder, at den økonomiske udvikling går i stå, og at banen får en vanskelig tid. Under besættelsen (1940-45) var det biltrafikken, der gik i stå. I disse år var jernbanerne den uundværlige forbindelse omverden. 

Banen bliver nedlagt
Efter krigen ønskede regeringen at modernisere privatbanerne. I denne forbindelse foreslog Hjørring Privatbaner, at Vodskov-Øster Vrå Banen blev nedlagt. I sidste øjeblik forsøgte kommunerne langs banen at gennemføre en redningsaktion. Denne aktion blev stoppet af amtmanden i Hjørring.

Før kommunalreformen i 1970 havde amtmændene 3 kasketter (statens guvernør, amtsborgmester og amtskommunaldirektør). Dette gav amtmændene en stor magt. Amtmanden blev senere forflyttet til Fyn, hvor han også fik nedlagt jernbaner.

Banen blev nedlagt den 31. marts 1950. Kort tid efter blev sporene taget op på strækningen Vodskov- Hellum.

Sporene fra Hellum til Øster Vrå fik lov til at ligge indtil Hørby Banen blev nedlagt 2 år senere. Gruset fra Hellum skulle bruges til en modernisering af Løkken Banen.

             
Den første rutebil mellum Hellum og Brønderslev. karossoriet er lavet af karetmager Hagbard - Træholt,  Hellum. 1923

Konklusion
Udviklingen i Hjallerup, Klokkerholm og Hellum var i gang allerede, inden banen blev åbnet. Udviklingen i disse byer blev selvfølgelig forstærket af forventningerne til banen.

Kirkholt by var næppe opstået uden samspillet mellem banen og Pajhede Skov.

Var banen blevet anlagt 20 år tidligere, så havde den nok fået en langt større betydning for egnen.

Gustav Sieg Sørensen

Kilder:
Valdemar og Chr. J. Tvedens arkiv, Egnsmindesamlingen for Jerslev og Omegn ; ,
Engelstoft og Wendt: Danmarks politiske Historie fra Freden i Kiel til vore Dage. Gyldendal, 1934
Danmark før og nu. Jylland. Bind 1: Nordjylland. Hassings Forlag, 1952
Andersen, Hartmann: Som jeg så det. Hjørring Bogtrykkeri, 1988
Vendsyssel Tidende
Aalborg Amtstidende
Østervraa Avis
* billeder lånt fra Nordjyllands Jernbaner. 
Læs mere her om jernbanen Nordjyllands Jernbaner (se under Hjørring privatbaner)

Til forrige side